I fjor stod Dansk Atletik Forbund i samarbejde med en lokal atletikklub bag en vellykket crossstafet for gymnasieelever i både Roskilde og Viby. I morgen tirsdag gentages succesen i Viby, hvor gymnasiets 400 elever og lærere forventes at løbe med. Et hold består af fire personer, som hver skal gennemløbe den én kilometer lange crossrute.
Som noget nyt kommer der i år deltagere udefra. Viborg Gymnasium sender således flere hold til start. Lærer på gymnasiet er nemlig Jesper Faurschou, der vil gå forrest med et godt eksempel og selv løbe de 4x1 km som ét hold. Den nordiske juniormester Jakob Dybdal Abrahamsen (Aarhus 1900) er en anden eliteløber, som har sagt ja til at stille op.
Udviklingskonsulent i DAF, Morten Albjerg Nielsen, håber, at lignende arrangementer på sigt vil sprede sig til andre gymnasier og at man om nogle år vil kunne opleve regionale og landsdækkende crossmesterskaber for gymnasier. Intentionen bag løbsarrangementet er også at rekruttere nye medlemsklubber i DAF. Eksempelvis har Viborg HF & Gymnasium planer om at blive en løbeklub under DAF.
Læs mere på Viby Gymnasiums hjemmeside