Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 04-07 Pæn vækst for DAF i 2013
Pæn vækst for DAF i 2013
07. april 2014 · Jeppe Weinreich
De netop offentliggjorte tal viser, at Dansk Atletik Forbund nu har 42.859 medlemmer. Det svarer til en stigning på knap 8 procent, hvilket bestyrelsen i DAF er meget tilfreds med.
3151 navne. Så meget er Dansk Atletik Forbunds medlemsskare vokset med i løbet af 2013. Det viser den årlige optælling, som netop er blevet offentliggjort, og dermed kan forbundet nu i alt mønstre 42.859 medlemmer fordelt på 253 foreninger. Bag væksten ligger et større arbejde, og frugten af det kan altså nu aflæses i konkrete tal.
”DAF har med stor støtte fra DIF i halvandet år arbejdet målrettet for at forbedre forbundets tilbud til motionsløbeklubberne. Det er da også fra dette aktivitetsområde, at væksten primært er kommet, faktisk har tilgangen af motionsløbeklubber været på hele 55 nye foreninger siden sommeren 2012. Så den målrettede indsats har båret frugt. Det er vi meget tilfredse med, og vi vil naturligvis fortsat have stort fokus på dette område,” lyder det fra direktør i DAF, Jakob Larsen, der dog også ser visse udfordringer i forbindelse med den fortsatte vækst.
”Vi kan konstatere, at der er en række foreninger fra andre aktivitetsområder, som forsvinder. Vi har en meget bred palet af aktiviteter i forbundets regi, og frafald på udvalgte områder giver stof til eftertanke, og udviklingen, både den positive og den negative, vil blive drøftet nærmere i forbundets bestyrelse.”
Den frivillige foreningsidræt lever og har det godt
Det samlede medlemstal for DIF er oppe på imponerende 1.934.521 fordelt på 9.247 foreninger. Tal, der taler et tydeligt sprog om, at foreningsidrætten herhjemme lever og har det godt.
”Medlemstallene viser, at den frivillige foreningsidræt fungerer godt. Denne model er årsagen til, at Danmark ligger helt i top på alle idrætsparametre, når vi sammenligner med andre lande. Derfor er foreningsidrætten også det bæredygtige afsæt til at få endnu flere til at dyrke idræt i fremtiden. Projektmageres forudsigelser om foreningslivets krise og tilbagegang er således uden hold i virkeligheden,” udtaler DIF’s formand Niels Nygaard i en pressemeddelelse.
Medlemstallene for 2013 markerer år to for de tre idrætsorganisationers fælles medlemsportal Centralt ForeningsRegister (CFR). CFR blev dannet for at gøre det administrative arbejde nemmere for foreningerne, som tidligere skulle registrere medlemstal flere gange og på forskellig måde, hvis de var medlemmer af forskellige idrætsorganisationer.
DIF
Medlemmer: 1.934.521
Foreninger: 9.247
DGI
Medlemmer: 1.526.669
Foreninger: 6.293
Dansk Firmaidrætsforbund
Medlemmer: 391.026
Foreninger: 249
Læs mere på DIFs hjemmeside HER