Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 04-21 Længste diskoskast i 16 år
Længste diskoskast i 16 år
21. april 2014 · Jeppe Weinreich
Kathrine Bebe sluttede træningslejren i Leiria af med flotte 52.14 meter i diskoskast, mens Celina Julin kunne tangere U23-rekorden i hammer med 57.48 meter.
Sparta-kasterne Kathrine Bebe og Celina Julin var i hopla, da de i Portugal påskesøndag deltog i et lille stævne. Allerede i diskoskastkonkurrencens første runde kom Kathrine Bebe for første gang nogensinde over de 52 meter, da skiven landede ude på 52.08 meter. Dén PR blev efterfølgende forbedret til 52.14 i anden runde.
Ikke siden sæsonen 1998 er der blevet kastet så langt af en dansk kvinde, og med søndagens flotte resultat ligner 23-årige Bebe nu én, der har potentialet til at gøre det af med Annette Bøghs danske rekord på 56.00 meter fra 1996.
Tangerer U23-rekorden
Celina Julin var også god for et opsigtsvækkende resultat, da hun i hammerkast allerede i første runde nåede ud på 57.48 meter. Dermed tangerede hun den U23-rekord, som en anden Sparta-kaster, Vanessa Mortensen, satte i USA for 11 år siden. En uhyre stærk fremgang af unge Celina (årgang 94) er det under alle omstændigheder. I løbet af 2013 forbedrede hun sig med næsten syv meter, og allerede inden 2014-sæsonen knap er begyndt, har hun nu øget med 5.38 meter!
Hos mændene satte Andreas Ellegaard dansk årsbedste i diskoskast med 52.70 meter, mens 15-årige Casper Jørgensen (Amager AC) kastede meget flotte 53.84 meter med 1kg-skiven.