Loading...

Nyheder 2014

DM 10000m: Abdi sigter mod 28:40

24. april 2014 · Jeppe Weinreich

Målet er en EM-kvalifikation, når Abdi Hakin Ulad på lørdag går efter sin tredje sejr på stribe ved DM 10000 meter. Og skulle det lykkes, kan en legendarisk mesterskabsrekord komme i fare.

Selvom så stærke løbere som Jesper Faurschou (Herning LK) og Henrik Them (Sparta) stiller op ved DM 10000 meter i Korsør på lørdag, så er der én stor favorit: Abdi Hakin Ulad. De seneste to års mester er tilmed på hjemmebane, og med den fremragende præstation ved VM Halvmaraton stadig frisk i erindring er der lagt op til det hurtigste DM i mange år.

For hovedpersonen selv handler det da også først og fremmest om en hurtig tid. Det danske EM-krav lyder på 28:42,75 min., og planen er at komme under dét krav i første forsøg. 

”Jeg fik slappet godt af i ugen efter VM og føler mig frisk igen. Min form er ikke blevet dårligere siden VM,” lyder det fra Abdi Hakin Ulad, der netop er vendt hjem fra en 12 dage lang træningslejr i Kroatien, der bød på en masse baneintervaller.

”Det er klart, at det for mig handler mere om tiden end sejren. Det eneste, jeg frygter, er vejret, men udsigten tegner umiddelbart godt. Hvis det ikke lykkes at klare kravet, så skal jeg ud at finde andre løb, men jeg håber selvfølgelig, at det lykkes, så jeg kan have fokus på træningen frem mod EM.”

Norsk modstand 
Abdis plan er at løbe 2:52 min. pr. kilometer (28:40), og det er næppe et tempo, som andre tør følge med i – undtagen en nordmand. En af Norges bedste løbere, Sondre Nordstad Moen, kommer til Korsør for at løse EM-billet, hvilket for hans vedkommende vil sige 28.55 min. Der er med andre ord lagt op til en meget flot 10000 meter. Moen – som er født samme år som Abdi – vandt guld ved EM-U23 i 2011 med tiden 28:41,66, men siden har skader sat det store talent tilbage. 

Kun én gang er DM 10000 meter blevet vundet i en tid under det danske EM-krav, nemlig ved Store DM i Aarhus i 1982, hvor Henrik Jørgensen besejrede Skive-løberen Keld Johnsen i en legendarisk dyst. Vindertiden fra dengang – 28:33,91 – er selvsagt stadig mesterskabsrekord.

CrossChallenge 
10000 meteren tæller samtidig som syvende og sidste runde i CrossChallenge, og her ligger det allerede fast, at Jesper Faurschou løber med den samlede sejr. Det er andet år i træk og såmænd sjette gang i alt for Herning-løberen. Det ligger ligeledes fast, at Spartas herrer allerede har sikret sig den samlede holdsejr – for første gang siden sæsonen 2008/2009.

Simone er favorit
Ved lørdagens DM skulle Simone Glad (Odense Atletik) gerne have brudt en ærgerlig tendens; ved både DM 10 km og VM Halvmaraton løb hun ind i maveproblemer med bare to km igen. Det betød, at hun ved førstnævnte lejlighed endte langt nede i rækkerne og dermed ikke fik sikret sig den samlede sejr i CrossChallenge. Det ligner dog blot en formalitet for hende at afgøre tingene i Korsør – og dermed blive samlet vinder for tredje år i træk. Trods sin status som nordisk mester på 10000 meter har Simone endnu DM-titlen på samme distance til gode, eftersom hun blev slået i fjor i Blovstrød af Anna Holm Baumeister, som ikke stiller op i år. Grundet de førnævnte maveproblemer måtte Simone ved VM se sig slået – på tid – af AGF’s Zenia Mogensen, der startende fra motionsfeltet var ti sekunder hurtigere med tiden 1:17,01. Zenia ligner på forhånd Simones stærkeste konkurrent i et felt, som desuden tæller Kirsten Pettersson (Esbjerg Tri), der også viste god form i massefeltet ved VM Halvmaraton.

AGF eller 1900? 
I holdsammenhæng kan AGF’s kvinder sikre sig den samlede sejr for ottende gang på 10 år, men noget overraskende har de i år fået stærk konkurrence fra Aarhus 1900. AGF fører før den sidste runde, men kan 1900 klemme sig foran, ender de på samme pointtal og vil derfor blive mestre, eftersom den sidste runde ved pointlighed er afgørende. Som noget nyt ved runden indgår der også en 1500 meter, og den bedste løber fra hver klub tæller her med sammen med de to bedste fra 10000 meteren.

I juniorklassen har Jacob Simonsen allerede sikret sig den samlede sejr individuelt såvel holdsejren sammen med sin klub AGF. Ved DM 10 km landevej imponerede han med 30:37 min., og interessant nok lyder kravet til sommerens Junior-VM på 10000 meter på 30:49,00 min.

Der dystes som vanligt også i veteranklasserne ved DM. I alt er der fem heat på programmet. Det første skydes i gang kl. 12.30, mens de to sidste – kvindernes og mændenes A-heat – er hhv. kl. 17 og kl. 18.

DM 10000 meter – Korsør, lørdag d. 26. april 2014
Startliste

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund