Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 04-27 DM 10000m: Favoritsejre ved vindfyldt DM
DM 10000m: Favoritsejre ved vindfyldt DM
27. april 2014 · Jeppe Weinreich
Abdi Hakin Ulad løb med guldet på en dag, hvor en stærk vind gjorde det svært for deltagerne.
Alt var tilrettelagt for Abdi Hakin Ulad forud for lørdagens DM 10000 meter. Korsør-løberen kunne se frem til god modstand fra norske Sondre Nordstad Moen, og dagen før løbet var der desuden skaffet kompetent pace fra en etiopisk løber. Vinden kunne arrangørerne fra Korsør AM dog ikke gøre noget ved, og på det flotte, men meget åbne stadion skulle drømmen om at klare EM-kravet vise sig at blive en nærmest umulig opgave for Abdi.
Haren – der søndag løber BT Halvmarathon – havde indvilliget i at løbe de første 8 km i det ønskede tempo. Trioen holdt tempoet udmærket de første 3 km, godt bakket op af godt 200 tilskuere, som stod linet op helt inde ved banen. Men ikke lang tid efter tabte Abdi nogle meter i forhold til de to andre. Støt og roligt voksede hullet, og det blev hurtigt tydeligt, at det ikke skulle blive i dag, at han klarede EM-kravet.
Helt fremme løb Sondre Nordstad Moen flot. Mellemtiden ved 5 km indikerede en tid under 28:50, men da haren som aftalt takkede af ved 8 km, tabte nordmanden også kraftigt i tempo og sluttede langt fra noget krav i tiden 29:23,75. Abdi fortsatte ufortrødent og kom i mål et halvt minut efter i 29:53,83 – og tog dermed titlen for tredje år i træk.
”Der er ikke så meget at sige til det. Jeg fik vinden lige ind i ansigtet, og det var bare ikke min dag. Det går ikke altid, som man håber,” lyder det fra en lidt ærgerlig dansk mester. ”Men jeg har bestemt ikke mistet håbet eller troen. Det er stadig tidligt på sæsonen.”
Sølv til Faurschou
Jesper Faurschou (Herning LK) fik med 30:39,40 føjet endnu en sølvmedalje til sin efterhånden store samling, mens Henrik Them (Sparta) tog bronze. Sidstnævnte skulle efter aftale hjælpe junioren Jacob Simonsen (AGF) i dennes forsøg på at klare kravet til Junior-VM. Også dette forehavende spolerede vinden, selvom Simonsen i en stor del af løbet lå til at klare kravet, inden han gik helt ned til sidst.
For Henrik Them, der måtte udgå ved VM Halvmaraton, handlede det mest om at komme i gang efter en periode med skadesproblemer.
”Aftalen var bare, at jeg skulle løbe 8 km, men jeg følte mig så godt løbende, at jeg lige så vel kunne fortsætte og tage bronzen. Det var bare en god træning i dag,” siger Them, der grundet sin aftale ikke kunne tage kampen op med Faurschou.
Suveræn sejr til Simone
Kvinderne løb før herrerne, og her blev der ikke lagt særligt stærkt fra land. Simone Glad (Odense Atletik) gik bare efter titlen og fulgte med feltet de første fire kilometer. Herefter sagde hun farvel og udbyggede støt og roligt sit forspring, så hun var tæt på at slå den senere sølvvinder Zenia Mogensen (AGF) med en omgang. Denne havde til gengæld hele vejen en tæt kamp om sølvet med Kirsten Pettersson (Esbjerg Tri), indtil der manglede 300 meter, så stak AGF’eren af. Med vindertiden 35:34,04 min. sikrede Simone Glad sig titlen, der langtfra er hendes første, men den første ved netop DM 10000 meter.
DM 10000 meter – Korsør, d. 26. april 2014
Kvinder
1. Simone Glad, Odense Atl. 35:34,04
2. Zenia Mogensen, AGF 36:50,27
3. Kirsten Pettersson, Esbjerg Tri 36:52,36
Mænd
1. Abdi Hakin Ulad, Korsør AM 29:53,83
2. Jesper Faurschou, Herning LK 30:39,40
3. Henrik Them, Sparta 31:01,69
UK Sondre Nordstad Moen, Norge 29,23,75
Alle resultater