Bube gør comeback
02. maj 2014 · Jeppe Weinreich
Han har været stærkt savnet på løbebanerne, men nu - efter 14 måneders pause - er et af dansk atletiks største navne igen klar til at konkurrere.
Sidst Andreas Bube (Bagsværd AC) løb konkurrence, var ved EM-inde i Göteborg i marts 2013. Dengang røg han noget skuffende ud efter sit indledende heat på 800 meter. Siden er fulgt en længere skadesperiode, som heldigvis langt om længe er overstået. I over en måned har han nu trænet med Andreas Bueno i højderne i Arizona, men natten til lørdag stiller han – sammen med Bueno – op på en 1500 meter ved et stævne i Bloomington, Indiana. Der er tale om det første stævne i en helt ny amerikansk serie - American Track League – som de to danskeres manager, Paul Doyle, står bag. Fredagen efter er det så planen, at de begge løber 800 meter ved seriens næste stævne – i Charlottesville, Virginia.
Det er blot anden gang i karrieren, at Bube prøver kræfter med 1500 meteren. I debuten på Aarhus Stadion for knap tre år siden viste den tidligere sprinter med tiden 3:44,7, at han bestemt ikke er ueffen på den distance. Ved den lejlighed var han egentlig hare for netop Andreas Bueno, men formåede alligevel at følge denne helt til dørs. Stævnet har en flot, men ikke særlig informativ hjemmeside uden startlister.
Ejlersen åbner sæsonen i Toscana
Sidste år blev det traditionsrige mangekampsstævne Multistars flyttet fra Desenzano ved Gardasøen til Firenze. Og det er igen år her, at Tine Bach Ejlersen (Aarhus 1900) åbner sin sæson. Her er der et fint startfelt på 21 deltagere, der matcher Ejlersen perfekt. I år har Sandra Böll (Sparta) også fået start ved stævnet.