Loading...

Nyheder 2014

Benjamin Vedel tangerer ældgammel juniorrekord

10. maj 2014 · Jeppe Weinreich

HERNING GAMES. Siden 1961 har Jørn Palstens håndstoppede 34,2 sek. stået som dansk juniorrekord på 300 meter. Den bedagede rekord må nu dele pladsen med helt friske 34,44 sek.

Frederiksberg 1961 og Herning 2014. 53 år efter at Jørn Palsten løb 34,2 sek. på en 300 meter lykkedes det lørdag for Benjamin Lobo Vedel at tangere den mosgroede juniorrekord (U20) med el-tiden 34,44 sek. Det skete ved Herning Games, der trods en noget dyster vejrudsigt kunne afvikles under udmærkede forhold med kun et par byger under det otte timer lange stævne.

De 16-17 åriges 300 meter var dog lagt sidst i programmet, og her var det blevet noget køligt. Det forhindrede imidlertid ikke det store talent fra Aalborg AM i at løbe den stærke tid hjem.  Med 34,51 sek. i Aalborg i september sidste år må rekorden dog siges at have været bebudet. Og Palstens tid kommer næppe til at stå meget længe endnu – ikke mindst med tanke på, at 16-årige Benjamin også vil være at finde i juniorklassen frem til og med 2016.

Kløjgård på toppen
Lørdagens andet topresultat kom tidligere på dagen, da Jonas Kløjgård (Aarhus 1900) i højdespring klarede 2.08 meter. Den danske mester indendørs sprang dermed bedre, end han gjorde hele den forgangne vinter. Han klarede i overbevisende stil sine fem første højder i første forsøg, inden han måtte bruge to på de 2.08 meter. På ny PR 2.11 meter var han i sit tredje forsøg ganske tæt på. Det lover rigtig godt for de kommende måneder, hvor drømmen er at klare 2.16 meter, som kravet til Junior-VM lyder på.

Ellers blev der sat en masse personlige rekorder ved stævnet, der ligesom Tårnby Games har status af ”IAAF World Athletics Day”. Det altid velorganiserede stævne fik dermed på fin vis skudt sæsonen i gang i Vestdanmark.


Herning Games – 10. maj 2014

Resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund