Loading...

Nyheder 2014

Danske topnavne dyster i Randers

15. maj 2014 · Jeppe Weinreich

EM HOLD – udtagelsesstævne. Langvang Stadion kommer i pinsen (7.-8. juni) til at danne ramme om topatletik, når landets bedste mødes for at kæmpe om landsholdspladser.

12 år siden er det, at Randers senest var vært for Store DM. I år vender landets bedste atleter så for alvor tilbage til Langvang Stadion, hvor den sidste chance for at sikre sig en landsholdsplads byder sig den 7.-8. juni. 

I modsætning til nogle af de tidligere udtagelsesstævner er kriterierne blevet modificeret lidt, så vinderen i en pågældende disciplin ikke automatisk tager landsholdspladsen. DAFs Elitestab vil derimod foretage en subjektiv vurdering, hvor ”en sejr ved udtagelsesstævnet vægtes meget højt, men ikke er eneste parameter”, som det understreges i Mesterskabsfolderen 2014 (s. 17).


Årets match i den Europæiske 2. division finder sted i den lettiske hovedstad Riga i weekenden 21.-22. juni, og landsholdet vil officielt blive udtaget d. 9. juni.

Et stævne for alle
Selvom den kommende landskamp kommer til at stå i centrum i Randers, så håber sportschef Thomas Bøgh, at den store bredde af danske atletikfolk vil møde talstærkt op på Langvang Stadion.

”Det her stævne er også tænkt som en god startmulighed for de atleter, som måske ikke lige er i nærheden af en landsholdsplads. Det er en weekend med alle discipliner på programmet, de bedste danskere vil være her, og Randers Freja vil som arrangør gøre alt for at skabe et godt stævne. Så jeg håber, at der vil blive bakket stærkt op, så vi kan få nogle gode felter,” lyder det fra Thomas Bøgh.

Baneturneringen flytter vestpå
Den sjællandske stævneserie Baneturneringen har valgt at lægge den 2. runde – som oprindelig skulle have været afholdt d. 2. juni – i forbindelse med stævnet i Randers. Øvelserne er 1500 og 5000 meter for mændenes om lørdagen og samme to distancer for kvinderne søndag. I tilfælde af stor tilslutning vil der blive oprettet både B- og C-heat.   

EM Hold udtagelsesstævne – Randers d. 7.-8. juni 2014 
Hent indbydelsen HER

© Copyright Dansk Atletik Forbund