Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 05-19 Mulbjerg fik revanche i Halle
Mulbjerg fik revanche i Halle
19. maj 2014 · Jeppe Weinreich
Kampen mellem landets to suverænt bedste kvindelige kuglestødere var igen tæt, da de to deltog ved det store kastetræf i Halle i weekenden.
Efter sit nederlag til Maria Sløk Hansen (Hvidovre AM) forrige weekend på Østerbro viste Trine Mulbjerg (1900) sig lørdag igen som den bedste – men det holdt hårdt. Ved det store tyske kastetræf Hallesche Werfertage lå den danske rekordholder før tredje runde på en 9. plads, mens rivalen Maria Sløk med et stød på 15.36 meter lå til at få tre ekstra forsøg. Mulbjerg udnyttede dog den sidste chance ved at ekspedere kuglen ud på 15.64 meter og dermed sende Sløk ned på den utaknemmelige 9. plads. Konkurrencen blev vundet af VM-sølvvinderen Christina Schwanitz med verdensklasseresultatet 20.22 meter.
Sløk indtager stadig førstepladsen på årets danske rangliste med 15.75 meter. Der er dermed lagt op til flere spændende dyster i den kommende tid; den næste bliver formentlig DT 1. runde i Aabenraa d. 31. maj, inden det vigtige udtagelsesstævne i Randers i pinsen (7.-8. juni).
Nick Petersen bedste dansker i kugle
I mændenes kuglestød var der også tæt kamp mellem spartanerne Nick Petersen og Kenneth Mertz. En dyst, som har fået mere betydning efter Kim Juhl Christensens karrierestop. Som på Østerbro forrige weekend blev det Nick, som var bedst, men med 17.73 mod 17.49 meter ligger det bestemt ikke fast, hvem som skal støde på landsholdet i Riga i weekenden 21.-22. juni.
Flot andenplads til ungt diskostalent
En stor flok danske kastere var med ved kastetræffet, hvor der konkurreres i alle klasser fra 14-15 år og opefter. Bedste danske placering stod Casper Jørgensen (Amager AC) for, da han med 53.02 meter blev nr. 2 i diskoskast i den yngste klasse.
I kvindernes diskoskast viste Katrine Bebe (Sparta) igen stabilitet med pæne 50.05 meter. Det rakte dog ikke til meget i det særdeles skrappe selskab, hvor tyske Nadine Müller vandt med 67.05 meter.
Et dansk årsbedste kom i kvindernes spydkast, hvor Marie Vestergaard – der i år er skiftet fra Skive AM til Aarhus 1900 – nåede ud på 47.58 meter.