Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 05-23 Sparta vil op i den bedste liga
Sparta vil op i den bedste liga
23. maj 2014 · Jeppe Weinreich
For Spartas mænd gælder der ét klart mål for weekendens Europa Cup: Oprykning til den bedste række. For kvinderne kan det dermed blive svært at undgå nedrykning fra netop den bedste division.
Igen i år må Sparta tage til Europa Cup i to hold. Mens kvinderne sidste år rykkede op i den bedste række, gik det den modsatte vej for herrerne, som måtte ned i B-gruppen. Usandsynligt er det ikke, at scenariet gentager sig denne weekend - med modsat fortegn. Spartas mænd stiller nemlig med et stærkt hold ved matchen på det Olympiske stadion i Amsterdam, hvor bl.a. Nick Ekelund-Arenander løber 200 og 400 meter. Klubben har også styrket sig yderligere med tilgang af trespringer Peder P. Nielsen fra Aarhus 1900. Denne er dog spærret i E-Cup sammenhæng, da han har konkurreret for en anden klub i år. At det samme ikke gør sig gældende for Nick Ekelund-Arenander, skyldes, at han i vinter kun løb uden for Danmark – og ved de lejligheder var det enten for Malmö AI eller i den danske landsholdstrøje.
Spartas kvinder skal en tur til Algarve i Portugal, og stærkeste kort på det danske hold er den svenske længdespringer Erica Jarder, mens norske Cathrine Larsåsen erstatter Caroline Bonde Holm i stangspring.
Se Spartas to holdopstillinger HER