Loading...

Nyheder 2014

Glædelig fremgang for DM 12-15 årige & Junior Hold

27. maj 2014 · Jeppe Weinreich

70 hold er tilmeldt den traditionsrige turnering, som indledes i Aalborg og Maribo 2. pinsedag.

Med 70 hold mod 59 i fjor er der tale om en fin fremgang for den landsdækkende holdturnering, som ofte kaldes DTU, men hvis rette titel er ”DM 12-15 årige hold & Junior hold”. De endelige hold til finalen i Aalborg d. 13. september skal findes 2. pinsedag (9. juni), hvor den indledende runde bliver afviklet i netop Aalborg og Maribo. I hver by vil de tre bedste hold i hver af de to klasser kvalificere sig til finalen.



Målsætningen for B&U Udvalget i DAF har været at tiltrække flere hold, og den ambitiøse plan er man lykkedes med. Specielt den ældste klasse var tyndt besat i fjor.

”Det er glædeligt at se så mange flere pigehold hos juniorerne. Sidste år var der kun to hold fra øst og to hold fra vest med i finalen - og nu er der hhv. fem og ni med i indledende,” fortæller formand i B&U Udvalget, Charlotte Beiter Bomme.

Mix-hold 
I fjor blev det tilladt for mindre klubber at gå sammen, hvis de ikke havde nok atleter til at stille hold. Det resulterede i fem mix-hold – og det er i år steget til hele 14 hold.

”Så målsætningen om at få flere hold med i DTU må siges at være lykkedes. Efter denne sæson må vi så i vores evaluering se på, hvilke konsekvenser det har haft for turneringen.

Tilmeldingsfristen til årets turnering er egentlig udløbet, men hvis der skulle være foreninger, der gerne vil være med, kan de forsøge at skrive til DAF - daf@dansk-atletik.dk - som så vil tage kontakt med den respektive arrangørklub. 

 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund