Loading...

Nyheder 2014

Thijs Nijhuis sætter ny PR: 3:43,04

13. juni 2014 · Jeppe Weinreich

Den 21-årige Viborg-løber blev onsdag i et stærkt felt i Holland trukket ned under sin personlige rekord.

”Det var vildt! Jeg lå bagerst, selvom jeg løb 57 sekunder på første omgang. Kenyanerne løb fra haren, som stoppede efter 400 meter, fordi de løb for stærkt og alle andre bare fulgte med. Vildt løb - jeg gik helt i stå til sidst, men så har jeg også prøvet det!”

Udtalelsen kan man læse på Viborg AM’s hjemmeside, efter at klubbens største navn Thijs Nijhuis onsdag i Holland satte ny personlig rekord på 1500 meter med tiden 3:43,04 min. Det skete ved Nijmegen Global Athletics, hvor den hurtige tid blot rakte til en 10. plads i det stærke felt.

Med resultatet ser den danske top-3 i øvelsen usædvanlig tæt ud i år: Bube 3:42,33, Bueno 3:42,58 og nu altså Nijhuis 3:43,04 (EM-krav 3:40,50). Nr. 4 på ranglisten, Nick R. Jensen (Sparta) var også med i Nijmegen, men på 800 meter, hvor han vandt B-heatet i 1:51,21 min.

Thijs bliver i Holland, hvor han ved Golden Spike i Leiden i morgen lørdag forsøger sig på en 800 meter. Her er Nick R. Jensen igen med, mens Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) ved samme stævne skal forsøge at klare EM-kravet på 10000 meter.

Nijmegen Global Athletics – Nijmegen (NED) d. 11. juni 2014
Resultater + video fra løbet

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund