Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 06-14 Andreas Martinsen viser EM-form: 13,98s
Andreas Martinsen viser EM-form: 13,98s
14. juni 2014 · Jeppe Weinreich
Efter en skidt sæsonstart viste hækkeløberen fredag i Göteborg atter gode takter.
14,35, 14,37 og 14,44. Efter sæsonens tre første starter på 110 meter hæk virkede Andreas Martinsen langt fra sidste års høje niveau. Men ved fredagens Folksam Challenge i Göteborg viste den 23-årige hækkeløber, at han bestemt ikke har glemt at løbe stærkt. I det første heat løb han nemlig i 14,14 sek. (+1,0) og et par timer senere – i den rigtige A-finale – stormede han i mål på en 3. plads i 13,98 sek. (+1,4).
”Det var dejligt og en kæmpe forløsning for mig. Jeg har været stresset over mange ting i den seneste tid, og har nok undervurderet, hvor meget det har påvirket mine tidligere løb i år. Nu er der kommet ro på,” fortæller Andreas Martinsen, der i den sidste uges tid i samarbejde med træner Mikkel Larsen har trænet specifikke ting og nu fået en bedre fornemmelse for at løbe hækken.
”Så det går bestemt den rigtige vej, men jeg er ikke helt i mål endnu,” siger Martinsen, som gerne ville have løbet samme sted ved lørdagens Folksam Grand Prix, men er forhindret af familiære forpligtelser. Nu bliver næste løb i stedet EM Hold i Riga i næste weekend. Det var som bekendt ved landskampen, at han sidste år satte sin gældende danske rekord med 13,68 sek. Med fredagens 13,98 sek. overtager han også Shujaa Bensons førsteplads på årets rangliste – og denne klubrekord i Aarhus 1900.
Med et EM-krav på 13,75 sek. kvalificerede Andreas sig allerede sidste år til Zürich. Men for at blive endelig udtaget skal han vise et med sportschef Thomas Bøgh nærmere aftalt stabilniveau. 1. juli vil den anden af tre planlagte udtagelser finde sted.
Morten Jensen slog slår til 5. omgang
I længdespring havde Morten Jensen (Sparta) igen problemer med tilløbet i de første runder. Først i femte omgang nåede han ud på 7.55 meter og gik dermed forbi Andreas Trajkovski (Sparta), som på det tidspunkt havde sprunget 7.39w. Det rakte til en 2. og 5. plads for de to danskere.
Danske sejre var der til Trine Mulbjerg (1900) i kuglestød med stabile 15.71 meter og Iben Høgh-Pedersen (Randers Fraja) i stangspring med 3.95 meter. Nicklas Hyde blev 2’er på 300 meter i 34,44 sek. – én hundrededel fra årsbedste.
Folksam Challenge – Göteborg d. 13. juni 2014
Resultatliste