Loading...

Nyheder 2014

Folksam GP: Bube 1:48,08 & Ekelund 46,53

14. juni 2014 · Jeppe Weinreich

Et noget vindblæst stævne i Göteborg bød ikke på resultatforbedringer for de to danske EM-håb. Til gengæld opnåede Peder P. Nielsen sit bedste resultat i trespring i godt to år.

Andreas Bube (Bagsværd AC) tog lørdag på Slottskogsvallen en 6. plads i en stærkt besat 800 meter. Den i Norge bosatte cubaner Yeimier Lopez viste verdensklasse med 1:43,98 min. – flere sekunder foran hovedfeltet. Her var der til gengæld tæt kamp om placeringerne. Bube blev i spurten slået af flere stærke konkurrenter, men formåede med sin tid 1:48,08 slå sine nærmeste nordiske konkurrenter, Thomas Roth (NOR) og Johan Rogestedt (SWE). 

På den halve distance var Nick Ekelund-Arenander (Sparta) på en 3. plads med 46,53 sek. et halvt sekund langsommere end sidst - en forskel, der meget vel skyldes førnævnte vind. Ind på 7. pladsen kom 16-årige Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM) i 48,33 sek. 
Dagens første øvelse trespring bød på Peder Nielsens (Sparta) bedste resultat i to år – om end en kraftig medvind på hele 5,0 m/s hjalp ham ud på de 16.20 meter. En længde, der blot rakte til en 4. plads.

Efter en lidt svag sæsonstart viste Line K. Schulz (Aalborg AM) atter gammel styrke, da hun på 1500 meter blev nr. 2 i årsbedste 4:27,58 min. Kravet til Junior-VM er med 4:24,75 min. altså inden for rækkevidde.

Folksam Grand Prix – Göteborg d. 14. juni 2014
Resultater

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund