Loading...

Nyheder 2014

16-årigt naturtalent vækker opsigt

18. juni 2014 · Jeppe Weinreich

Anna Emilie Møller forbedrede ved Københavns Kvindeløb søndag Dorthe Rasmussens U18-rekord på 10 km landevej.

Nok vandt Anna Holm Baumeister (Viking) søndagens store kvindeløb i Københavns gader, men det var et i atletikkredse ukendt navn, som stjal billedet. 16-årige Anna Emilie Møller (foto) fulgte nemlig med Anna Holm og Maria Sig Møller (Sparta) det meste af vejen og kunne efter en spurt slå sidstnævnte og sikre sig andenpræmien på 350 euro. Hendes tid 34:44 min. er en forbedring af den U18-rekord, som ingen ringere end Dorthe Rasmussen satte tilbage i Søllerød i 1977!

Helt ukendt er Anna Emilie Møller ikke. Allerede i april vakte hun opsigt ved at vinde Efterskolernes DM med 35:11 min. i det, der blot var hendes andet rigtige løb. Med søndagens tid i Københavns Kvindeløb, der havde 2890 tilmeldte kvinder, bekræftede hun sit usædvanlige talent – og lidt til. 

Som landsholdsspiller (U18) i basketball er det dog foreløbig ikke løb, hun satser på. Det sidste år har den talentfulde løber – der fylder 17 i juli - gået på idrætsefterskolen Hjemly i Ringe, som har en basketball-linje. I atletiksammenhæng stiller hun formelt op for ”Lillebælt i Løb”, der er medlemsforening under DAF. Så rekorden er helt officiel…

Københavns Kvindeløb – Østerbro d. 15. juni 2014
10 km
1. Anna Holm Baumeister, Viking Atletik 34:36 min.
2. Anna Emilie Møller, Lillebælt i Løb 34:44 min. (dansk U18-rekord)
3. Maria Sig Møller, Sparta 34:45 min.
Alle resultater

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund