Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 06-18 Lange diskoskast i Malmø
Lange diskoskast i Malmø
18. juni 2014 · Jeppe Weinreich
Lisa Brix forbedrede sig onsdag aften i Malmø til 50.28 meter og er nu klar til Junior-VM. Den 18-årige Amager-kaster var ikke ene om at gøre det flot på en dag med gode vindforhold.
I fjor kom hun med til Ungdoms-VM, selvom hun med 43.98 meter manglede 2 cm i at klare kravet. I år behøver Lisa Brix (Amager AC) ikke at håbe på dispensation, for med et kast på 50.28 meter i Malmø onsdag aften var hun klart over kravet til Junior-VM, som lyder på 49.20 meter. Kastet var samtidig lige nøjagtig en tangering af Vivian Krafts 18-års rekord, sat i Vesttyskland tilbage i 1984.
Længste kast i 15 år
Med kastet blev Lisa Brix den syvende danske kvinde over de 50 meter, men hun måtte onsdag se sig slået af landsholdskasteren Kathrine Bebe (Sparta), der nåede ud på 51.69 meter. I en ekstra konkurrence et par timer senere – som Brix afstod fra – fik Bebe så alligevel en personlig rekord med hjem med et kast på 52.32 meter. Det er såmænd det længste af en dansk kvinde siden slutningen af 90’erne.
I den første konkurrence blev der opnået andre fine kast. Andreas Ellegaard (Sparta) fik efter et par sløje konkurrencer endelig tingene til at passe. Nu landede diskossen ude på 54.44 meter – bare 35 cm fra Ellegaards PR fra sidste sæson. I samme konkurrence kunne 15-årige Casper Jørgensen (Amager AC) notere sig for 54.81 meter med 1-kg redskabet – ny årgangsrekord (DUR15).
Den danske ”50-meter klub”
Annette Bøgh, 62, 1900 56,00 (1996)
Vivian Krafft, 66, Holte 52,82 (1992)
Kathrine Bebe, 91, Sparta 52.32 (2014)
Liselotte Hansen,58,NA80 51,67 (1985)
Lisa Brix, 96, Amager AC 50.28 (2014)
Birgitte Jensen, 59, TIF 50,26 (1987)
Maria Sløk Hansen, 83, HVAM 50.23 (2013)