Loading...

Nyheder 2014

NCAA: Ole Hesselbjerg vinder bronze

18. juni 2014 · Jeppe Weinreich

Med tiden 8:38,75 min. stod forhindringsløber Ole Hesselbjerg lørdag nat for den bedste danske præstation ved NCAA siden Joachim B. Olsens collegedage.

Ole Hesselbjerg fejrede natten til søndag dansk tid sin hidtil største triumf. Den 24-årige spartaner løb for sit universitetshold Eastern Kentucky ind på tredjepladsen i ny PR 8:38,75 min. efter to kenyanere. Tiden, den hurtigste af en dansker siden 1994, kom i hus trods et relativt langsomt udgangstempo, fortæller Hesselbjerg.

”Vi runder den første kilometer i 2:56 min. Herefter øges tempoet og jeg prøver at gå med de to forreste, men jeg havde trætte ben og følte ikke det store overskud.”

I stedet kom Hesselbjerg nu til at føre hovedfeltet an efter de to kenyanere. Han forsøgte dog stadig at holde så højt et tempo, at de andre ikke kunne ligge i læ.

”Jeg fik det ønskede hul på 2-3 meter, så de selv kunne kæmpe med vinden! De sidste to omgange var en kamp, og jeg løb uden overskud,” lyder det fra Hesselbjerg, som havde løbet en hurtig semifinale mindre end to døgn forinden.

Bedste placering siden Joachim B. Olsen
Ikke siden Joachim B. Olsen stødte for universitet i Idaho i 1999-2002, er det lykkedes nogen dansk studerende at komme så højt op, som Hesselbjerg gjorde det i nat.

I næste uge rejser Hesselbjerg til Danmark, hvor første punkt på programmet hedder EM Hold i Riga. Med en sejr i sidste års landskamp har han noget at leve op til. EM i Zürich har naturligvis også hans opmærksomhed. Det danske krav til EM er dog strammet noget i forhold til det internationale og lyder på 8:30,50 min. 

”Det er meget hurtigt, og målet for mig er i første omgang at løbe under 8:35 i år. Og det tror jeg, er muligt,” lyder det fra Ole Hesselbjerg, der med sin nye PR ikke avancerer fra sin 8. plads på alle tiders liste, men nu for alvor nærmer sig de allerbedste gennem tiden.

NCAA Outdoor Track & Field Championships – Eugene, Oregon 11.-14. juni 2014
4. Dag – 3000 meter forhindring finale
1. Anthony Rotich, KEN/UTEP 8:32,21
2. Stanley Kebenei, KEN/Arkansas 8:35,27
3. Ole Hesselbjerg, DEN/Eastern Kentucky 8:38,75 PR

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund