Loading...

Nyheder 2014

EM Hold: Styrt og tyvstart på 1. dagen

21. juni 2014 · Jeppe Weinreich

To uheld kostede det danske hold adskillige point på førstedagen, hvor de slutter lige under nedrykningsstregen.

Det kan blive en sand gyser søndag i Riga. Efter førstedagen ligger det danske landshold placeret som nr. 7 ud af otte hold og skal derfor forbedre sig med mindst én plads for at blive i 2. division. 

”Vi satser på, at vores uheldskvote er opbrugt. Som jeg ser det, er der fire hold, der kæmper om at undgå nedrykning. Umiddelbart bedømt er vores 2. dag en smule bedre, men der skal ikke så meget til for at ændre på det,” siger sportschef Thomas Bøgh.

Og de to uheld? Først var det debutnerver, som drillede Morten D. Madsen på 100 meter. Skive-sprinteren er ellers kendt for aldrig at tyvstarte, men det gjorde han så i dag, og dermed endte det med et ærgerligt dansk nul. Morten løb dog senere en god andentur på stafetholdet, der hev en udmærket 3. plads hjem.

Sara Slott styrter i comebacket
Det andet uheld skete på 400 meter hæk, hvor Sara Slott Petersen ellers viste, at hun er tilbage i rigtig god form. Faktisk førte hun løbet, da hun kolliderede med den ottende hæk og styrtede. Hun kæmpede sig op igen, men styrtet kostede flere sekunder – og i stedet for en topplacering blev det til en 6. plads i 62,26 sek.

To danske sejre
Lyspunkter var der dog på en kølig sommerdag i Letland. Caroline Bonde Holm overraskede med en sejr i stangspring med det flotte resultat 4.35 meter. Efterfølgende havde hun et rigtig godt forsøg på ny dansk rekord 4.46 meter. Med sejren henviste Caroline favoritten, den schweiziske rekordholder Nadine Büchler (4.61m), til andenpladsen. 

Den anden danske sejr var til gengæld ventet. Det var Nick Ekelund-Arenander, som sikkert vandt 400 meteren i 46,12 sek. efter en stærk afslutning. 

Stillingen efter 1. dag
1. Schweiz 115½
2. Bulgarien 108
3. Serbien 106
4. Letland 105½
5. Kroatien 89
6. Slovakiet 82½
7. Danmark 78½
8. Østrig 73

100 meter – -Morten Dalgaard DQ
400 meter – 1. Nick Ekelund-Arenander 46,12 sek
1500 meter – 4. Andreas Bueno 3:47,29 min.
5000 meter – 2. Abdi Hakin Ulad 14:22,90 min.
400 meter hæk – 5. Nicolai Hartling 51,97 sek.
Højdespring – 4/5 Jonas Kløjgård 2.05 meter
Længdespring – 5. Morten Jensen 7.30 meter (-0,1)
Kuglestød – 7. Nick Petersen 17.79 meter
Hammerkast – 6. Brian Nielsen 56.88 meter
4x100 meter – 3. 40,44 sek. (Festus Asante – Morten D. Madsen – Mike Kalisz – Frederik Schou-Nielsen)

100 meter – 7. Mathilde Kramer 12,20 sek. (0,0)
400 meter – 8. Anne Sofie Kirkegaard 56,37 sek. 
800 meter - 8. Dagmar F. Olsen 2:12,83 min.
3000 meter - 6. Josephine Thestrup 9:39,33 min. PR
400 meter hæk – 6. Sara Slott Petersen 62,26 sek.
3000 meter fh. – 4. Simone Glad 10:23,27 PR 
Trespring – 6. Janne Nielsen 12.43 meter (W +2,4)
Stangspring – 1. Caroline Bonde Holm 4.35 meter SB
Diskoskast – 3. Kathrine Bebe 50.97 meter
Spydkast – 7. Marie Vestergaard 45.46 meter
4x100 meter – 8. 47,69 sek. (Camilla Motzkus - Martha Traoré – Zarah Buchwald - Mathilde Kramer) 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund