Loading...

Nyheder 2014

Folksam GP: Bube forbedrer sig på ny - 1:46,23

26. juni 2014 · Jeppe Weinreich

Det danske 800 meter-håb opnåede torsdag i Sverige sin hurtigste tid i to sæsoner.

Andreas Bube viste torsdag aften ved Folksam Grand Prix i Sollentuna, at han er stærkt på vej tilbage mod topformen. Med tiden 1:46,23 min. snuppede Bagsværd-løberen andenpladsen på 800 meter kun slået af Djiboutis indendørsverdensmester på 1500 meter, Ayanleh Souleiman. Nok er Bubes tid 1,34 sek. fra den personlige rekord, men det er hans klart bedste siden den forrygende 2012-sæson, der indbragte ham EM-sølv.

Også i de andre heat lyste danske præstationer op. Nick R. Jensen (Sparta) var på 2. pladsen i B-heatet med 1:49,42 min. sølle to hundrededele fra sin nyligt satte PR. Mere opsigtsvækkende var det dog, at 17-årige Kristian Uldbjerg Hansen (Aalborg AM) på 7. pladsen i samme heat kunne forbedre sig til 1:51,52 min. – 1,52 sek. fra kravet til Junior-VM.

Nick Ekelund-Arenander (Sparta) viser fortsat et flot niveau, men har endnu årets første tid under 46 sekunder til gode. Torsdag blev han 2’er på 400 meteren i 46,11 sek. 

På 1500 meter var der indlagt et indbyrdes dansk opgør mellem Andreas Bueno (Aarhus 1900) og Thijs Nijhuis (Viborg AM). Det opgør vandt førstnævnte med 3:43,82 mod 3:44,60 min., hvilket rakte til hhv. en 7. og en 9. plads.    

Folksam Grand Prix- Sollentuna (SWE) d. 26. juni 
800 meter A-heat
1. Ayanleh Suleiman, Djibouti 1:44,39 min.
2. Andreas Bube, DEN/Bagsværd AC 1:46,23 min.- dansk årsbedste
3. Johan Rogestedt, Sverige 1:46,34 min.
Alle resultater

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund