Loading...

Nyheder 2014

Carl Friedrichsen træder af

30. juni 2014 · Dansk Atletik Forbund

Formanden for Veteranudvalget har efter en kæmpe indsats de seneste 12 år valgt at stoppe.

Ægteparret Carl og Aase Friedrichsen har om nogen udgjort dansk veteranatletiks ansigt udadtil. I 12 år har Carl Friedrichsen været formand for Veteranudvalget, mens Aase har haft en ”ad hoc” funktion, som svært kan undervurderes – ikke mindst i de perioder, hvor Carl kæmpede sig gennem et langt sygdomsforløb. En kamp, som dog ikke er slut. Derfor må der prioriteres med kræfterne.

”Jeg har taget den beslutning, at jeg ikke genopstiller som formand for udvalget, således at veterankonferencen den 14. september kan være med til at udpege en ny formand, der så efterfølgende skal vælges på årsmødet den 26. oktober i Strib,” fortæller Carl Friedrichsen.
Carl var allerede formand, da det meget vellykkede EM for veteraner (EVACS) fandt sted i Aarhus og Randers tilbage i 2004. Når mesterskabet igen kommer til Aarhus i 2017, vil det altså være med en ny formand for udvalget bag roret.

Ikke mindst det store internationale kontaktnet, som Carl og Aase har fået opbygget gennem årene, har og vil fremover have stor betydning, når de danske veteraner rejser ud til mesterskaber.

Fra DAFs side skal der lyde en stor tak til Carl for hans store og uegennyttige indsats. 

-Læs mere om Carls begrundelse for at stoppe nedunder.

 

Veteranudvalget består af 3 medlemmer, hvor formanden vælges lige årstal på atletikforbundets årsmøde, og de øvrige 2 medlemmer vælges på ulige årstal. Desuden har udvalget tilknyttet en del personer, som varetager specifikke opgaver. Disse personer udpeges af veteranudvalget Jeg er på valg i år, men min situation har ændret sig radikalt, siden jeg i oktober 2011 gennemgik en tilsyneladende banal operation og fik en knæprotese. Efterfølgende fik jeg stafylokokker i benet, og det har resulteret i mange nye operationer og udskiftning af protesen, men efter endnu et udbrud med gule stafylokokker i benet, valgte lægerne at amputere mit højre ben i december 2013.
Jeg har taget den beslutning, at jeg derfor ikke genopstiller som formand for udvalget, således at veterankonferencen den 14. september kan være med til at udpege en ny formand, der så efterfølgende skal vælges på årsmødet den 26. oktober i Strib. Jeg må prioritere mine kræfter, så jeg forhåbentlig bliver godkendt til en benprotese, men hvis det sker, venter der hård træning tre gange om ugen i ca. tre måneder. 

Samtidig med at jeg stopper, fortsætter Aase heller ikke som ”ad hoch”-medlem. Efter at jeg har meddelt udvalget om min beslutning, har Ingrid Nygaard Thomsen foreslået, at hun også stopper som medlem af veteranudvalget, så der kan komme yngre kræfter til, dvs. at hendes plads i veteranudvalget skal erstattes af en person, der kun vælges for et år.

Hvad laver en formand?
Aase og jeg har udgjort et makkerpar gennem mange år, så vi har også delt arbejdsopgaverne, som nu skal overtages af nye kræfter.
Jeg har tilrettelagt veteranudvalgets møder, lavet dagsorden, ledet mødet og sørget for mødereferat. Desuden har jeg administreret udvalgets budget, godkendt udvalgsmedlemmernes regninger, og kontrolleret det samlede regnskab, som DAF har ført.
Det har været meget vigtigt for mig, at dansk veteranatletik blev kendt /anerkendt ude i den store verden, og jeg har derfor deltaget i de udendørs internationale veteranmesterskaber, hvor der samtidig var generalforsamling, henholdsvis i EVAA. WMA og de nordiske mesterskaber. Samtidig har jeg fungeret som teamleder og referent fra møderne. Vi sendte også rejsebreve hjem til Danmark, og tit sørgede vi for en artikel i bladet Atletiknyt.

Det har haft stor betydning, at Aase og jeg gennem årene har fået opbygget mange venskaber med ledere i de andre lande, og det har ikke mindst haft betydning, når Danmark har fået værtskaberne af europamesterskaber for veteraner, både stadia og non stadia. I perioder har jeg desuden været leder af det nordiske samarbejde, ligesom jeg har deltaget i planlægningen af de store mesterskaber her i Danmark, nemlig EVACS og EVACNS. Jeg har ansvaret for planlægningen af veteranstævner og godkender kontrakter, har ansvar for at der er overdommere til stede, og efterfølgende har jeg gennemlæst resultatlisterne for at finde nye nye rekorder. Nye nordiske, europæiske- og verdensrekorder har jeg ligeledes godkendt og sendt videre til de respektive personer.

Jeg har sørget for, at veteranernes hjemmeside er rimelig ajourført, ligesom jeg godkender meddelelser, der udsendes via veterankartoteket.
Jeg har deltaget i atletikforbundets årsmøde og inden mødet udarbejdet en årsberetning.
Jeg har repræsenteret VU overfor DAF´s bestyrelse.
Jeg har sørget for tilrettelæggelsen af veteranernes årsmøde, dvs. fået udarbejdet et program og ledet mødet.

Der har sjældent været en dag, hvor jeg ikke har modtaget mails vedrørende veteranatletikken, og det har været vigtigt for mig, at alle forespørgsler blev besvaret hurtigt.

Det har været mange spændende år med mange udfordringer, men også med en god udvikling af dansk veteranatletik, så jeg håber, at andre vil videreføre vores arbejde. Det er virkelig nødvendigt, at andre nu tager over, så veteranatletikken fortsat udvikles. Forhåbentlig møder rigtig mange op til vores veterankonference den 14. september, så det bliver muligt at finde min afløser. Har man ikke mulighed for at være til stede i Odense, håber jeg på, at interesserede ”kandidater” vil tilkendegive overfor mig, at de gerne påtager sig arbejdet.

Med sportslig hilsen
Carl

© Copyright Dansk Atletik Forbund