Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 07-06 Tre danske årsbedste i Mannheim
Tre danske årsbedste i Mannheim
06. juli 2014 · Jeppe Weinreich
De danske atleter leverede varen under søndagens konkurrencer: Kløjgaard 2.13m, Martinsen 13,78s & Dalgaard Madsen 21,41 sek.
Andreas Martinsen (1900) bliver bare bedre og bedre. Efter at have forbedret sit årsbedste på 110 meter hæk ved de seneste tre stævner fortsatte hækkeløberen søndag stimen, da han i Mannheim først løb 13,79 sek. i det indledende heat og derpå 13,78 sek. (+0,7) i finalen. Tiden – som altså kun er 1/10 sek. fra Martinsens egen danske rekord - rakte til en samlet 5. plads i det jævnbyrdige felt. Med dagens præstation har Martinsen nu haft fem godkendte tider under Erik S. Jensens gamle rekord på 13,82 sek., som før sidste sæson havde stået i 26 år.
Kløjgård kom tættere på Junior-VM
En anden 1900-atlet var helt på toppen. I højdespring lagde Jonas Kløjgård nemlig 2 cm til sin egen personlige rekord, da han i første forsøg kom over højden 2.13 meter. Efterfølgende havde han tre nedrivninger på de 2.16 meter, som kravet til Junior-VM lyder på. Førstkommende lørdag (kl. 14) springer Jonas igen ved et lille stævne på Aarhus Stadion, hvor Janick Klausen (1900) efter planen gør et længe ventet comeback.
Morten D. Madsen klarer VM-kravet på 200 meter
Morten D. Madsen (Skive AM) fulgte op på lørdagens flotte 100 meter-tid, da han vandt sit heat på den dobbelte distance i ny stor PR 21,41 sek. (+1,6), hvilket rakte til en samlet 8. plads. Dermed er han nu også kvalificeret til Junior-VM på 200 meter. Kravet lød på 21,46 sek.
I længdespring nåede den allerede VM-kvalificerede Martha Traoré (Sparta) ud på 6.03 meter (+2,9), mens Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) på 400 meter hæk løb 60,02 sek. – hendes næst hurtigste tid nogensinde.
Bauhaus Junioren-Gala – Mannheim d. 6.-7. juli 2014
Resultatlister