Loading...

Nyheder 2014

Stærk finish giver Bube 2. plads i Ungarn

10. juli 2014 · Jeppe Weinreich

1:46,56 min. blev det onsdag aften til for Bagsværd-løberen, som fik lejlighed til at teste sine taktiske færdigheder.

Székesfehérvár. Navnet på byen i det centrale Ungarn er svært at udtale, men nemt så det til gengæld ud, da Andreas Bube onsdag aften snuppede 2. pladsen på 800 meteren ved byens internationale stævne. Nok bød sluttiden 1:46,56 min. – hans tredje tid under 1:47,00 i år - ikke som håbet på et nyt årsbedste, men der var alligevel meget positivt at hente fra stævnet. Bube lå med 150 meter igen blot nr. 6, men formåede at rykke stærkt på de sidste 50 meter.

”Jeg havde håbet på et hurtigt løb, men desværre udviklede det sig til en taktisk affære. Til gengæld fik jeg jo så mulighed for at øve min finish lidt, hvilket også er tiltrængt med tanke på det kommende EM,” skriver Bube på Facebook.

Næste start for Andreas Bube bliver i Kortrijk (BEL) førstkommende lørdag. Formentlig bliver der i ugen efter ét løb mere, inden han tager på højdetræningslejr for at finpudse formen frem til EM. 

Bube er som nr. 11 på årets europæiske rangliste den bedst placerede dansker i EM-disciplinerne. Nick Ekelund-Arenander (Sparta) er på 400 meter nr. 15, mens Stina Troest (Amager AC) indtager en plads som nr. 16 på 400 meter hæk. 

Gyulai István Memorial – Székesfehérvár (HUN) d. 9. juli 2014
800 meter A-heat
1. Job Kinyor, Kenya 1:46,18
2. Andreas Bube, DK-Bagsværd AC 1:46,56
3. Sammy Kironga, Kenya 1:46,77
Resultatliste

Se løbet HER

© Copyright Dansk Atletik Forbund