Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 07-11 VM-jagten sættes ind
VM-jagten sættes ind
11. juli 2014 · Jeppe Weinreich
Denne weekend udgør sidste frist for at klare kravet til Junior-VM i Eugene, der starter den 22. juli. For andre handler det om opfyldelsen af kravet til EM i Zürich.
Juli måned er alt andet end ferie for dansk atletiks eliteudøvere. De kommende dage vil der være stor rejseaktivitet i forbindelse med stævnedeltagelse i Europa, og for juniorerne er weekenden den sidste chance for at klare kravet til Junior-VM (22.-27. juli).
Sara Slott i tysk start
Én af de juniorer med en drøm om at komme til VM er Kristian Uldbjerg Hansen (Aalborg AM), som i aften løber 800 meter ved det 44. LAZ-meeting i Rhede (DE). Den talentfulde junior satte for nylig PR med 1:51,00 min. og mangler nu præcis ét sekund i at komme til VM. På startlisten ved stævnet i Tyskland figurerer også Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) på 400 meter hæk. For hende handler det ikke kun om EM, hvor kravet lyder på 57,30 sekunder, men også om efter det lange fravær at få noteret en tid på et vist niveau.
To skud i bøssen for Gabrielsen
Længdespringer Benjamin Gabrielsen (Sparta) skal springe 7.57 meter for at komme til Junior-VM. Sidste weekend i Mannheim var han så uheldig at glide på afsætsplanken i sit første forsøg og måtte udgå. Ifølge træner Thomas Offersen skulle han dog være klar til at jagte kravet igen i aften i østrigske Ried og søndag ved et EAP-stævne i Donnas i det nordvestlige Italien.
Bueno i Belgien
I flamske Kortrijk står Andreas Bueno (1900) lørdag aften klar til at løbe 1500 meter i jagten på EM-kravet 3:40,20 min. Ved hans seneste optræden – også i Belgien – var Bueno dog så uheldig at havne i et langsomt felt og tilmed løbe under et kraftigt regnskyl. Forhåbentlig flasker det sig bedre denne gang. Andreas Bube havde også planer om at løbe ved samme stævne, men hans manager arbejder p.t på at få danskeren ind i et større stævne andetsteds. Førnævnte Kristian Uldbjerg Hansen figurerer også på startlisten i Kortrijk. Det samme gør Line K. Schulz (Aalborg AM), der allerede har klaret kravet til Junior-VM på 1500 meter, men p.t. kun er den tredjehurtigste danske junior på distancen. Og kun to kan komme med til VM i samme disciplin.
Trajkovski vs. Jensen i Halmstad
I svenske Halmstad er det i weekenden igen blevet tid til årets Laxaspelen, hvor længdespringer Andreas Trajkovski (Sparta) for tredje gang inden for kort tid skal dyste mod Morten Jensen (Sparta). Ved de seneste to møder lykkedes det Andreas – for første gang nogensinde – at besejre den nordiske rekordholder.
Klausen udsætter sit comeback
I Aarhus er der lørdag kl. 14 arrangeret et lille højdespringsstævne med det mål at få højdespringer Jonas Kløjgård Jensen (1900) med til Junior-VM. Sidste weekend blev det til en flot PR på 2.13 meter i Mannheim, og det forlyder, at han efterfølgende var meget tæt på også at tage de 2.16 meter. Egentlig skulle Janick Klausen også have sprunget, men han har valgt at udsætte sit imødesete comeback lidt endnu, så foden forhåbentlig kan være helt klar. Træningen forløber godt, men der er stadig en smule irritation i den ene fod.
”Janick skal være helt klar, før han kommer i konkurrence. Han er godt nok tilmeldt i Karlstad i næste uge, men formentlig bliver hans første start enten NM U23 eller Store DM (Østerbro d. 26.-27. juli & Odense 2.-3. august, red.),” lyder det fra cheftræner i EKC-Vest, Lars Nielsen.
Ekelund løber i Karlstad
Nick Ekelund-Arenander (Sparta) bruger weekenden på at træne, men løber igen næste uge ved årets sidste Folksam Grand Prix – i Karlstad på onsdag. Herefter er planen at løbe ved IAAF World Challenge stævnet i Madrid d. 19. juli. Det var som bekendt her, at han sidste år satte den gældende danske rekord på 400 meter.