Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 07-23 Eugene2014: Traoré rammer finalen i 1. forsøg
Eugene2014: Traoré rammer finalen i 1. forsøg
23. juli 2014 · Jeppe Weinreich
Med 6.14 meter er længdespringeren Martha Traoré videre til finalen. For Benjamin Lobo Vedel var 48,13 sek. ikke nok til at gå videre på 400 meteren.
Den første danske finaleplads ved Junior-VM er hjemme. Efter Morten D. Madsens succes på 100 meteren kunne Martha Traoré natten til onsdag på flot vis følge op i kvindernes længdespring. Den 19-årige spartaner satte allerede i første forsøg tingene på plads, da hun nåede ud på 6.14 meter (+0,3) – bare 7 cm fra den personlige rekord. Finalekravet var sat til 6.30 meter, men i sidste ende skulle der bare 6.03 meter til for at løse billet til finalen, som finder sted tidligt torsdag morgen (kl. 4.05) dansk tid. Samlet sluttede Martha på en 8. plads i kvalifikationen, hvor Nadia Akpana Assa (NOR) toppede feltet med ny norsk juniorrekord 6.39 meter.
Med finalekvalifikation fik Traoré – der trænes af Anders Møller – vendt nedturen fra sidste års Junior-EM til succes. Dengang overtrådte hun de to første forsøg for så at slutte med beskedne 5.72 meter.
Benjamin Lobo 48,13 sek.
På mændenes 400 meter var Benjamin Lobo Vedel kommet i et skrapt selskab, hvor de fleste af hans konkurrenter var to år ældre. Startende i det sidste af de syv heat kunne Benjamin og hans træner Erik Barslev se, at der mindst skulle en ny dansk juniorrekord til for at gå videre til semifinalen – og det var hårde odds for den stadig kun 16-årige Aalborg-løber, der på det seneste har døjet lidt med den ene hofte. Nu kom Benjamin så ind på en 5. plads i 48,13 sek. – et lille sekund fra en semifinaleplads.
Junior-VM – Eugene, Oregon d. 23. juli 2014
400 meter M – indl.
Heat 7
1. Berend Koekemoer, Sydafrika 46,89 sek.
2. Batuhan Altintas, Tyrkiet 47,15 sek.
3. Warren Hazel, St. Kitts & Nevis 47,37 sek.
5. Benjamin Lobo Vedel, Danmark 48,13 sek. (samlet nr. 35 ud af 50 startende)
Længdespring K – kval.
Gruppe A
1. Jogailé Petrokaité, Litauen 6.30 meter
3. Martha Traoré, Danmark 6.14 meter (6.14m – 5.72m – 6.00m)
(samlet nr. 8 og dermed med videre til finalen)
Alle resultater
Onsdagens program (dansk tid):
Kl. 3:20 100 meter semifinale - Morten D. Madsen
Kl. 4:05 Længdespring finale - Martha Traoré
(evt. kl. 5:55 100 meter finale)