Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 07-25 Sol, sommer og topatletik på Østerbro Stadion
Sol, sommer og topatletik på Østerbro Stadion
25. juli 2014 · Pressemeddelelse
250 af Nordens bedste atletikfolk dyster i weekenden ved NM for atleter under 23 år. Flere af dem benytter mesterskabet som en vigtig test inden EM i Zürich om små tre uger. For den danske højdespringer Janick Klausen bliver der tale om et længe ventet comeback efter tre skadesplagede sæsoner.
Højsommeren er alt andet end agurketid for atletikken. Førstkommende weekend (26.-27. juli) mødes 250 af Nordens mest lovende navne på Østerbro Stadion, hvor samtlige af atletikkens mesterskabsdiscipliner er på programmet. Og weekenden efter gælder det årets DM, som afvikles i Odense d. 2.-3. august.
Sverige, Norge og Finland er traditionelt en tand stærkere end Danmark, men med en trup på 31 atleter håber dansk atletik at kunne vise flaget i flere af øvelserne. I mændenes højdespring bliver der tale om et længe ventet comeback til Janick Klausen, der kun har haft én konkurrence siden september 2012. Efter den sensationelle 7. plads ved EM-inde som 17-årig har han døjet med smerter i begge fødder, men efter flere operationer og genoptræning er han endelig klar igen. Hvor han står lige nu, er usikkert, men lørdagens konkurrence (kl. 15.45) vil give et vigtigt fingerpeg om formen.
”Det gælder bare om at komme tilbage nu, men jeg føler mig klar, selvom jeg ikke helt ved, hvor jeg står. Derfor har jeg ikke de helt store forventninger, men jeg vil selvfølgelig gerne vinde konkurrencen,” udtaler Janick Klausen, som stadig kun er 21 år.
Lokale Nicolai Hartlings (Sparta) start på 400 meter hæk (lørdag 14.15) er en anden imødeset øvelse. Den 20-årige Hartling præsterede for nylig den hurtigste danske tid på distancen i 20 år, men kan se frem til mere end god modstand fra sine nordiske konkurrenter.
EM i fokus
Flere af de udenlandske atleter er allerede klar til EM i Zürich om mindre end tre uger. Flere danske atleter, som er for gamle til at konkurrere i U23-klassen, har i jagten på en EM-kvalifikation fået dispensation til at stille op uden for konkurrence. Det gælder bl.a. tvillingerne Mikkel og Peder Nielsen fra Sparta, som håber at komme til EM i hhv. stang- og trespring samt kuglestøderen Trine Mulbjerg (Aarhus 1900).
Om Nordic-Baltic U23 Athletic Championships
Mesterskabet har været afholdt hvert andet år siden 1998. I 2008 blev de baltiske lande indlemmet i mesterskabet. Danmark har én gang før – i Aarhus 2006 – været vært. Deltagerne er primært født i 1992-1994, men også enkelte juniorer (1995-1996) stiller op.
Østerbro Stadion danner ramme om konkurrencerne, som foregår lørdag kl. 14-17.10 og søndag kl. 12-15.