27. juli 2014 · Jeppe Weinreich
Den officielle åbning er først den 24. oktober, men allerede på lørdag i forbindelse med Store DM bliver der mulighed for at få et kig indenfor.
Siden Skive i 2007 kunne slå dørene op for Danmarks første atletikhal med rundbaner af international klassificering, har der været flere bud på, hvilken by der blev den næste. Nu ligger det helt fast, at det bliver Odense, og der er også blevet sat dato på: d. 24. oktober.
Den kommende hal – som ligger i stadionområdet - er en kombineret cykel- og atletikhal med hhv. 250 og 200 meter rundbaner, og de nye faciliteter kan man nu selv besigtige ved en lille rundvisning. Det sker førstkommende lørdag kl. 15 i forbindelse med, at Store DM afvikles i byen.
Ud over rundvisning vil der også være information om adgang- og booking-system m.m. Alle er velkomne. Mødested er bagved tribunen, dvs. på den lille vej mellem atletikstadion og fodboldstadion.