DM 2. dag: Hartling sørger for weekendens højdepunkt
03. august 2014 · Jeppe Weinreich
Med 50,94 sekunder på 400 meter hæk stod Nicolai Harling søndag for et forbløffende gennembrud. Det udmøntede sig meget passende i en udtagelse til EM i Zürich om mindre end 10 dage.
Efter at en stærk vind havde sat en dæmper på lørdagens resultatniveau, åbnede andendagen med regnvejr. Det gik dog relativt hurtigt over, og da mændenes 400 meter hæk skulle til at begynde, var der perfekte forhold på stadion med høje temperaturer og næsten ingen vind.
38 år gammel rekord slettet
Nok var øvelsen på forhånd én af de mere imødesete, men at det skulle blive så godt, kom bag på alle. Den forsvarende mester Christian Laugesen (Sparta) var stærkt opsat på at tage kampen op mod sin klubkammerat, opkomlingen Nicolai Hartling. De to fulgtes side om side til 300 meter, men så satte Hartling sin velkendte stærke finish ind og lagde afstand til Laugesen. Skridtene over de sidste hække passede perfekt, og i mål viste lystavlen 50,94 sekunder. Dermed slettede den 20-årige Hartling den ældste af alle mesterskabsrekorderne ved DM, nemlig Lars Ingemanns 51,48 sek. fra DM i Aarhus 1976. Det havde hverken træner Michael Jørgensen eller hovedpersonen selv lige regnet med. Bestemt heller ikke den EM-udtagelse, som fulgte umiddelbart efter.
”Det kommer fuldstændig bag på mig. Jeg vidste, at jeg var i god form og håbede på at slå klubrekorden i Sparta (polske Bogdan Deoniziaks 51,46 sek., red.), men 50,94 sek. er helt vildt. Efter at jeg løb 51,59 sek. tidligere i år, har EM da været i tankerne, men at klare kravet på 51,10 sek. var alligevel en pervers drøm,” lød det fra en smilende Hartling, der bliver første dansker i ilden ved EM den 12. august om formiddagen.
Christian Laugesen fik på andenpladsen noteret årsbedste 52,08 sek. – en tid, som normalt er nok til guld. Men søndagens finale var ikke normal.
Sara Slott Petersen imponerer i sololøb
Mesterskabsrekorden kom lige efter, at Sara Slott Petersen (1900) havde vundet 400 meter hæk i 56,79 sek. Det var 11. gang, at hun vandt titlen, og aldrig har hun løbet tilnærmelsesvist så stærkt ved mesterskabet. Faktisk var det en forbedring på over ét sekund af den mesterskabsrekord, hun satte for to år siden. Det var samtidig hendes hurtigste tid på dansk grund nogensinde. Og så netop i Odense, hvor hun ved landskampen i 2007 for første gang erobrede den danske rekord.
”Jeg havde håbet på at løbe så stærkt, som jeg gjorde i dag, men grundet manglende træning har jeg endnu ikke helt den rigtige fornemmelse i benene. Men jeg er meget tilfreds; jeg lavede kun en fejl ved den syvende hæk. Så hvis alt klapper, vil jeg tro, at jeg kan komme noget længere ned ved EM,” siger den danske rekordholder, som samtidig gav udtryk for, at hun savnede årets hurtigste, Stina Troest (56,55 sek.), der lørdag vandt 400 meteren uden hække.
De to mødes til gengæld ved Copenhagen Athletics Games på Østerbro Stadion førstkommende onsdag, hvor duellen bliver et højdepunkt set med danske øjne (se startlisten HER).
Højt niveau af Martinsen
En tredje dansk hækkeløber, som skal til EM, er Andreas Martinsen (1900). Selvom han ramte den første hæk kraftigt, løb han flot over de resterende hække og fik noteret solide 13,81 sek. (+1,0). Dermed har han nu seks gange i karrieren løbet under Erik S. Jensens gamle danske rekord, som indtil i fjor havde stået i 26 år.
Kvindernes korte hæk blev vundet af Mathilde U. Kramer (AAIG) i personlig rekord og dansk årsbedste 14,33 sek. (-1,5). Med lørdagens sejr på 100 meter præsterede hun en ”double”, som ikke er set siden Dorthe Wolfsberg ved DM på Frederiksberg Stadion i 1984.
Thijs triumferer på 5000 meter
Men ellers var det mændenes 5000 meter, som rigtig mange havde set frem til. På det tidspunkt var der ganske lu
mmert på stadion og rigtig varmt i solen. Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) lagde sig i front fra start og rundede de første 1000 meter i et tempo, som indikerede en sluttid lige under de 14 minutter. Den var Thijs Nijhuis (Viborg AM), Michael Nielsen (Sparta) og Jakob Dybdal Abrahamsen (1900) med på, mens Jesper Faurschou (Herning LK) fornuftigt holdt sig tilbage. Nok dalede tempoet en smule på de næste kilometer, men det var stadig pænt. Jakob Dybdal Abrahamsen (1900) måtte som den første af de tre forfølgere slippe taget og gik efterfølgende ud efter godt 3 km ( i alt udgik seks løbere undervejs). Abdi fortsatte ufortrødent, men Thijs Nijhuis virkede ikke træt. Med 400 meter igen måtte Michael Nielsen også slippe de to, og med bare 100 meter igen satte Thijs Nijhuis så en spurt ind, som Abdi ikke kunne svare igen på. I mål fik Nijhuis – som ikke havde løbet en 5000 meter siden 2012 - noteret ny PR 14:16,59 min. Dermed vandt 21-årige Nijhuis sin fjerde DM-titel i år (Kort Cross, DM-inde 3000 meter og DM Halvmaraton).
”Abdi gjorde et ihærdigt forsøg på at slå mig i dag. Men da omgangstiderne begyndte at blive langsommere, gjorde det mig kun ekstra motiveret,” lød det fra Thijs Nijhuis, der med et glimt i øjet erkendte, at Abdi havde gjort alt arbejdet. "Han var en super hare, men jeg gjorde ham også en vennetjeneste ved at presse ham i dag!”
Favoritnederlag i diskoskast
Abdi var ikke den eneste favorit, som gik glip af guldet. Emil Mikkelsen (OA/OGF) havde håbet på at vinde sin fjerde guld på stribe, men i regnvejret kastede han langt under niveau. Andreas Jørgensen (Hvidovre AM) lå før sidste runde til guldet, inden
at Alexander Bertelsen (1900) med 49.77 meter sikrede sig et højst overraskende mesterskab.
Diskvalifikation koster Traoré titlen
Martha Traoré (Sparta) tog sin ventede guldmedalje i længdespring – hendes første titel udendørs – med 6.14w efter en solid serie. Midt i konkurrencen måtte hun dog hen for at hente, hvad der lignede endnu en sikker titel i 200 meter finalen. Svigtende koncentration eller ej: Hun tyvstartede og blev diskvalificeret, og dermed blev der banet vej for en tredobbelt Hvidovre-triumf ved Zarah Buchwald efterfulgt af de to Brahmer-Svendsen søstre.
Fire guld til Ekelund-Arenander
På mændenes 200 meter var der indløbet afbud fra Morten Dalgaard Madsen (Skive AM), idet han havde pådraget sig en mindre forstrækning under lørdagens 100 meter finale. Ærgerligt, for det kunne have været spændende at se, om han kunne have slået Nick Ekelund-Arenander (Sparta), der nu vandt i flotte 21,07 sek. (+1,6) – 0,01s fra Mortens danske årsbedste. Mike Kalisz (Sparta) satte her PR med 21,59 sek. og sikrede sig sin anden sølvmedalje.
De seneste to år bød 4x400 meter finalen på en fantastisk afslutning, hvor Nick Ekelund-Arenander indhentede et umuligt Sparta-forspring. Med hans skifte til Sparta var der ikke meget spænding; til gengæld kunne holdet – uden en småskadet Nicklas Hyde – notere sig for en ny mesterskabsrekord med 3:13,41 min. Med sin sidste tur for holdet nåede Ekelund-Arenander dermed op på fire guldmedaljer (200, 400, 4x100 & 4x400) og blev weekendens mest vindende atlet. Hos kvinderne nåede Sara Slott Petersen op på to guld, da hun løb sidste tur på Aarhus 1900’s 4x400 meter hold, som vandt i 3:50,07 min., hvilket faktisk er den hurtigste vindertid siden Sparta i 2006.
Dansk årsbedste i spydkast
Lørdag satte Marie Vestergaard (1900) personlig rekord og dansk årsbedste med 50.90 meter i spydkast. Mændenes spydkastkonkurrence kom også til at byde på et nyt årsbedste. Faktisk gik alle tre medaljevindere over den hidtidige bedstenotering. Martin Lynderup – med en fortid i Skive AM og Aarhus 1900, nu Aalborg AM – lagde i 2. runde med 63.71 fem meter til sin tidligere PR! Det holdt indtil 4. runde, hvor 19-årige Lukas Björnvad (ROAR), den forsvarende mester, forbedrede sig til 65.89 meter – bare 62 cm fra PR. I sidste runde gik også Gert Skals (1900) forbi Lynderup med 63.91 meter – den tidligere mangekæmpers længste kast siden 2008.
- Endnu et dansk årsbedste blev til i mændenes stangspring, hvor Mikkel M. Nielsen (Sparta) på flot vis klarede 5.36 meter i første forsøg. Efterfølgende forsøgte han sig på EM-kravet 5.52 meter, men var ikke tæt på at komme over.
- I kuglestød viste Maria Sløk Hansen (HVAM) sig igen som "bedst når det gælder". Med 15.80 meter i fjerde runde afgjorde hun mesterskabet på en dag, hvor tingene ikke fungerede for Trine Mulbjerg (1900), der ellers havde vundet titlen de seneste tre gange på stribe.
- Meiken Greve (Sparta) sidder på den længste ubrudte stribe af DM-sejre. Søndag udbyggede hammerkasteren serien til syv.
Store DM – Odense d. 2.-3. august 2014
Alle resultater