Loading...

Nyheder 2014

Zürich2014: Bube sikkert videre til semifinalen

12. august 2014 · Jeppe Weinreich

1. DAG. Fornem opvisning af Andreas Bube i tirsdagens indledende 800 meter.

ZÜRICH – ”Der er mere i tanken!”. Sådan lød det fra Andreas Bube få minutter efter, at han var løbet i mål som vinder af sit indledende heat i 1:47,50. Og det er der nok mange danske atletikfans, som er glade for at høre. Tilmed vandt Bube foran Europas suverænt hurtigste, Pierre-Ambroise Bosse. Nok kunne franskmanden sikkert have sat farten op, om han ville, men Bubes præstation var alligevel stærkt overbevisende. Og så havde den femteplads i heatet, som svenske Johan Rogestedt kom ind på, såmænd rakt til en plads i semifinalen.

”Det føltes let. Det har virkelig været godt for mig med et afbræk, hvor jeg har kunnet træne igennem. Jeg vidste, at jeg var i god form, men havde ikke testet den i konkurrence. Nu ved jeg, at der er mere at give af i semifinalen,” lød det fra Andreas Bube, der undervejs gjorde det unødigt spændende for sig selv, da han i et uopmærksomt øjeblik var ved at blive lukket inde.

”Jeg var uopmærksom ved 400 meter og blev forstyrret gevaldigt af de andre. Det blev jeg godt sur over og går så op i fart. Man kan sige, at taktikken gik dårligt, men fysikken reddede mig i dag.”

Inden det sidste heat stod det klart, at en 7. plads i en tid under 1:48,05 ville række til avancement. Men ingen af de ni løbere havde lyst til at tage føringen de første 200 meter, hvorpå svenske Johan Rogestedt gik i front og førte frem til 600 meter. På den sidste langside lagde Bube og Bosse – hhv. sølv- og bronzevinder fra seneste EM – afstand til de andre. Selvom der ikke var tale om nogen kamp mellem de to, blev det altså til en stærkt glædelig dansk sejr, som øger forventningerne til onsdagens semifinalebrag.

”Jo, det var da meget rart at tage sejren. Så fik jeg også lidt tv-tid…” 

EM Zürich
12. august - 1. dag
800 meter M – indl. heat 4
1. Andreas Bube, Danmark 1:47,50 Q (3. hurtigste tid af alle)
2. Pierre-Ambroise Bosse, Frankrig 1:47,54 Q
3. Jozef Repcik, Slovakiet 1:47,90 Q
4. Dennis Krüger, Tyskland 1:48,06 q
5. Johan Rogestedt, Sverige 1:48,19 q

© Copyright Dansk Atletik Forbund