Loading...

Nyheder 2014

Zürich2014: Fin debut af Hartling

12. august 2014 · Jeppe Weinreich

1. DAG. Med 51,15 sek. kunne debutanten Nicolai Hartling notere sig for karrierens næstbedste tid på 400 meter hæk. Som ventet var det dog ikke nok til avancement. Også stangspringer Caroline Bonde Holm er ude efter noteringen 4.25 meter i kvalifikationen.

ZÜRICH – En fin debut. Andet kan man ikke kalde 20-årige Nicolai Hartlings indtog på den store scene. Sparta-løberen havde den på papiret langsomste tid af de syv løbere i heat 2, men formåede alligevel at slutte som nr. 6 i tiden 51,15 sek. – bare 0,21 sek. fra den mesterskabsrekord, han satte ved DM for nylig.

”Tiden er min klart næst hurtigste nogensinde, så jeg er glad nok. Jeg kan ikke være andet. Jeg havde gode ben i dag, men det betyder, at jeg tager for lange skridt og dermed kommer for tæt på den niende og tiende hæk,” fortæller Hartling, der samlet slutter som nr. 29 ud af 36. Langsomste tid, som slap med i semifinalen var 50,72 sek.

”Jeg havde selvfølgelig håbet på en ny PR, og i mål troede jeg umiddelbart, at jeg var kommet under de 51 sekunder. Men det er rart at kunne vise, at de 50,94 sek. ikke bare var et enkelt heldigt løb. At mit niveau ligger dér.”

4.25 meter til Caroline Bonde
Ottende gang skulle desværre ikke blive lykkens gang for stangspringer Caroline Bonde Holm, der fortsat har sin første internationale finale til gode. Med slutnoteringen 4.25 meter tangerede hun dog sit hidtil bedste mesterskabsresultat (VM Daegu 2011). 

Den danske rekordholder valgte at stå over den første springhøjde 4.00 meter, men måtte herefter bruge to forsøg på at klare de 4.15 meter. Det lignede en exit på næste højde 4.25 meter, men i tredje og sidste forsøg kom hun over i fin stil. Det sidste spring på 4.35 meter havde fortjent en bedre skæbne, men overliggeren blev snittet, og Caroline måtte sige farvel til EM med en 23. plads ud af 29. 

Mens 4.35 var nok til finale i Barcelona 2010, og 4.40 i Helsinki 2012, så gik den sidste finaleplads denne gang på 4.45 meter klaret i andet forsøg.

EM Zürich 2014
12. august – 1. dag
400 meter hæk M indl.
Heat 2
1. Thomas Barr, Irland 49,79 sek.
6. Nicolai Hartling, Danmark 51,15 sek.
(samlet nr. 29 ud af 36 og dermed ikke videre)

Stangspring K – kval.
1. Caroline Hingst, Tyskland 4.45 meter
1. Jirina Svobodova, Tjekkiet 4.45 meter
+11 andre springere på samme højde
23. Caroline Bonde Holm, Danmark 4.25 meter
(dermed ikke videre)

© Copyright Dansk Atletik Forbund