Loading...

Nyheder 2014

Diamond League åbner døren for Bube

20. august 2014 · Jeppe Weinreich

Den flotte indsats ved EM i Zürich har i 11. time givet Andreas Bube en start ved torsdagens DN Galan i Stockholm. Her møder han den nybagte europamester foruden verdensranglistens nr. 1.

Efter mere end to års pause er der igen dansk deltagelse ved Diamond League. Med kort varsel har arrangørerne bag torsdagens DN Galan i Stockholm nemlig givet Andreas Bube start i A-heatet på 800 meter, der er endnu stærkere besat end EM-finalen sidste fredag.

”Det er dejligt at være tilbage i det selskab. Den gode form skal udnyttes, så jeg går efter at slå min personlige rekord eller i hvert fald forbedre mit sæsonbedste,” siger Andreas Bube, der i første omgang havde takket nej til Stockholm, da han kun var tiltænkt en plads i B-heatet. 

Først onsdag formiddag blev Bube rykket op i A-heatet, og så var det bare med at hoppe på det første fly. På det olympiske stadion får Bagsværd-løberen bl.a. et gensyn med den polske europamester, Adam Kszczot. Også verdensranglisten nr. 1, OL-sølvvinderen Nijel Amos fra Botswana, er med i løbet.

Det er sjette gang, at Andreas Bube løber i Diamond League. Han debuterede i Bruxelles (nr. 6) i september 2011 og løb i 2012 ved stævnerne i Shanghai (nr. 4), Doha (7), Rom (7) og Monaco (10). Søndag gælder det endnu et af slagsen, i Birmingham, hvor han på den sjældne 600 meter-distance (som dog ikke indgår i Diamond League-programmet) møder verdensrekordholderen på 800 meter, Kenyas olympiske mester David Rudisha.

TV3 Sport 1 sender direkte fra stævnet i Stockholm fra 20:00-22:00. 800 meteren er programsat til kl. 21:22.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund