Loading...

Nyheder 2014

Stort dansk hold drager til DN Galan

20. august 2014 · Jeppe Weinreich

B&U’s årlige tur for det udvalgte Øst/Vest hold går denne gang til Stockholm, hvor de 76 unge talenter torsdag skal se Diamond League og weekenden efter selv dyste på det olympiske stadion ved DN Galan Youth.

En stor oplevelse venter lige om hjørnet for 76 unge atletiktalenter. Sammen med 10 ledere og 4 ungledere sætter de i morgen tidlig i to busser kurs mod Stockholm, hvor der venter fire begivenhedsrige dage. Allerede første aften kommer de til at overvære topatletik, når de på det olympiske stadion (foto) i Stockholm skal ind og se det traditionsrige DN Galan, som indgår i Diamond League-serien. Lørdag og søndag gælder det så ungdomsstævnet DN Galan Youth, hvor den talentfulde trup stiller op i landsholdstrikot. Og det bliver uden tvivl en kæmpe oplevelse, for rammerne er akkurat de samme som ved det ”rigtige” DN Galan – med call-room, fælles indmarch, tv-transmission med live streaming m.m.
 
”Det er et helt unikt stævne, når man er i alderen 14-15 år. Det foregår ligesom til EM,” fortæller turleder René Ipsen. ”Vi har været på nogle fine ture før, men den sportslige kvalitet har ikke helt været god nok. Derfor er valget i år faldet på Stockholm.”

Deltagerne er alle født i 1999 eller 2000 og således hjemmehørende i 14-15 års klassen. Det er ifølge René Ipsen en vigtig gruppe at gøre en ekstra indsats for. 

Fastholdelse 
”Denne tur handler i høj grad om fastholdelse af de unge. Vi ser jo, at det er lige efter denne alder, at mange begynder at falde fra. Fra mine tidligere ture har jeg set, hvordan de unge finder sammen på tværs af klubber og får nye venner, og det kan være en stor fordel, når man eksempelvis næste år skal beslutte sig for, om man skal på en Team Danmarks linje i gymnasiet”, fortæller René Ipsen, der også ser frem til selskabet med de i alt 10 ledere og 4 ungledere. Sidstnævnte har fået til opgave at stå for fredagens program, som skal indeholde en træningssession samt en samarbejdsopgave - gerne af social karakter.

”Jeg glæder mig til at se, hvad de får ud af det,” lyder det fra René Ipsen, der også kan fortælle, at der for de unge er arrangeret et møde med et internationalt atletiknavn. Hvem det er, vil han dog ikke afsløre.

Live streaming lørdag og søndag på dette link: http://dngalanyouth.se/

© Copyright Dansk Atletik Forbund