Ungdoms-OL: Stærk tid bringer Benjamin i A-finalen
20. august 2014 · Jeppe Weinreich
NANJING2014. Med 47,27 sek. præsterede Benjamin Lobo Vedel sin næstbedste 400 meter-tid nogensinde. Dermed er den 16-årige Aalborg-løber sikkert videre til lørdagens A-finale.
Den bedst tænkelige danske start ved Ungdoms-OL. Det var, hvad Benjamin Lobo Vedel onsdag sørgede for, da han i det første indledende heat på 400 meter kom i mål som nr. 2 i flotte 47,27 sekunder. Kun jamaicaneren Martin Manley – nr. 2 i verden i år med 46,24 sek. – formåede at slå danskeren med vindertiden 47,14 sek.
Modsat andre store mesterskaber går man ved Ungdoms-OL kun videre via tid, og herefter måtte man i den danske lejr vente på resultaterne fra de to næste heat for at få A-finalepladsen 100 procent bekræftet. I begge tilfælde var vindertiden dog langsommere end Benjamins, hvorfor han altså nu er klar til lørdagens uhyre spændende finale, som finder sted kl. 10.06 om formiddagen lokal tid – altså natten til lørdag dansk tid (kl. 4:06). Og skal man tro holdleder Charlotte Beiter Bomme, så er der noget at se frem til.
”Benjamin gav sig slet ikke helt ud. Han har mere i sig til finalen!”
Vejrforholdene i Nanjing var nærmest perfekte til sprint med 26 graders varme og vindstille. I morgen er det så Kristoffer Hari, som skal forsøge at gøre Benjamin kunsten efter. Hari er havnet i det 3. heat (14:59 dansk tid) på 100 meteren, hvor han har den hurtigste tid af de otte løbere.
Ungdoms-OL – Nanjing 2014
20. august
400 meter indl.
Heat 1
1. Martin Manley, Jamaica 47,14 sek.
2. Benjamin Lobo Vedel, Danmark 47,27 sek.
3. Jesus Serrano Fuentes, Spanien 48,13 sek.
(Benjamin videre på næstbedste tid af alle)