Loading...

Nyheder 2014

Ungdoms-OL: Hari i A-finalen – på et hængende hår

21. august 2014 · Jeppe Weinreich

NANJING 2014. 10,82 sek. i torsdagens indledende heat var lige akkurat nok til at sikre Kristoffer Hari en plads i A-finalen på 100 meter.

På det yderste mandat lykkedes det torsdag eftermiddag Kristoffer Hari at sikre sig en plads i A-finalen på 100 meter ved Ungdoms-OL. Hari tog en andenplads i sit indledende heat med tiden 10,82 sek., og nøjagtig den tid var der to løbere i andre heat, som fik noteret. Samlet endte disse tre løbere på en 7.-9. plads, og frem for at gå ned og aflæse tusindedelesekunder for at skille en fra valgte arrangørerne at lade alle ni løbe i lørdagens finale.
 
Hurtigste tid havde australieren Trae Williams med 10,51 sek. Kristoffer Hari døjer stadig med noget vokseværk, som ikke gør ham helt fit. Ifølge holdleder Charlotte Beiter var han glad for overhovedet at kunne stille til start.  

Dermed har to danske starter nu resulteret i to A-finaler. Om det også skal blive tre ud tre, vil vise sig i morgen fredag, hvor den sidste af dansk atletiks deltagere kommer i aktion. Det gælder Anne Sofie Kirkegaard, som løber 400 meter hæk kl. 13 dansk tid. Sparta-løberen er med i det andet af to indledende heat, hvor hun har den næstbedste tid. Samlet er hun med sin PR 59,19 sek. seedet som nr. 4 (nr. 3 ud fra sæsonbedste).  

Som det var tilfældet i går, var der hedt på stadion med næsten ingen vind, 27 grader og en luftfugtighed på 70 pct. 

Ungdoms-OL - Nanjing 2014 
100 meter indl.
Heat 3 (-0,2)
1. Aitor Ekobo Marama, Spanien 10,73 sek.
2. Kristoffer Hari, Danmark  10,82 sek.
3. Po-Yu Cheng, Taiwan 10,84 sek.
(Hari samlet nr. 7-9 og dermed klar til A-finalen)

© Copyright Dansk Atletik Forbund