Loading...

Nyheder 2014

DT-finale: Kan 1900’s kvinder presse Sparta?

04. september 2014 · Jeppe Weinreich

Mens årets DT-finale for Spartas herrer bliver business as usual, synes guldkampen hos kvinderne for første gang i mange år ikke givet på forhånd. Således stiller Aarhus 1900 med klubbens stærkeste hold siden 90’erne.

For første gang i historien kommer DT-finalen til Aabenraa. Det sker førstkommende lørdag, hvor der er lagt op til mange gode konkurrencer. De seneste 16 gange har Sparta kunnet sætte sig på begge titler, mens herrerne har haft patent på den utrolige 28 gange i træk. Mens det er svært at forestille sig, at det ikke skulle blive til den 29. af slagsen i 2014, så må klubbens kvinder forvente stærk modstand fra Aarhus 1900, der vandt titlen seks gange i 90’erne, senest i 1997.



For århusianerne står meget og falder med tilstedeværelsen af Sara Slott Petersen. I fjor måtte de undvære hende og endte uden for medaljerække. Denne gang er hun med igen og bliver et vigtigt aktiv. Samtidig har klubben fået lukket nogle af de ”huller”, de tidligere havde. Til gengæld har Sparta styrket sig med Erica Jarder. Grundet sammenfald med Finnkampen har svenskeren ikke tidligere været med i finalen, men i år passer terminen. Med Martha Traoré i truppen kan spartanerne dog tillade sig den luksus ikke at bruge hende i længdespring. Således står bronzevinderen fra EM-inde kun til skulle løbe 100 meter og stafet.

Sidste års sølvvindere fra Hvidovre AM måtte højst overraskende se finalen glippe i år. I deres fravær er der umiddelbart lagt op til en interessant kamp om bronze mellem arrangørklubben Aabenraa IG og KIF. I fjor tog københavnerne bronzen med bare 5 point ned til sønderjyderne.

Åben bronzekamp 
Hos herrerne har sidste års bronzevindere fra KIF i forhold til i fjor mistet Nick Ekelund-Arenander til Sparta. I fjor på Østerbro vandt han 200 og 400 meter og løb også klubben til en sejr på 4x400 meter med en vanvittigt hurtig sidste tur. Det kommer til at koste klubben mange point, og nu kunne Esbjerg AM og fremgangsrige Odense Atletik meget vel blandt sig i medaljekampen – akkurat som Hvidovre AM kan gøre det.

DT-finale – Aabenraa d. 6. september 2014 
Startlister: Mænd – Kvinder

 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund