Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 09-19 Sparta i kamp i juniorernes E-Cup
Sparta i kamp i juniorernes E-Cup
19. september 2014 · Jeppe Weinreich
Lørdag er det blevet tid til årets Europa Cup for juniorhold. Sparta stiller med to hold i B-gruppen, som afvikles i Portugal.
I fjor kostede et kiks på den afsluttende stafet en oprykning til A-gruppen for Spartas juniordrenge. Samtidig sluttede Amager AC’s juniorpiger sidst i A-gruppen og rykkede dermed ned. Når årets Europa Cup match i B-gruppen afvikles lørdag i portugisiske Leiria, er det derfor med to danske hold – begge fra Sparta - til start samme sted.
35 atleter rejste i dag sydpå, og ifølge holdleder Charlotte Beiter Bomme er det mest sandsynligt, at begge hold forbliver i B-gruppen. Kun de to bedste hold i hver klasse rykker op.
”Vi har to gode hold med - desværre er vi løbet ind i et par skader, og vi regner derfor ikke med, at vi kan rykke op i A-gruppen. Men nogle gode kampe i de enkelte øvelser kan vi få og en stor oplevelse for de unge,” vurderer hun.
Med for Sparta er bl.a. Martha Traoré i længdespring og 100 meter, mens Benjamin Gabrielsen hos drengene ligeledes springer længdespring.
Sidste weekend blev det i Aalborg afgjort, at Spartas juniorpiger og Aarhus 1900’s drenge til næste år skal repræsentere dansk atletik. Om det bliver i A- eller B-gruppen – eller begge steder, ved vi altså efter lørdagens match.
Europa Cup juniorhold B-gruppe – Leiria (POR) d. 20. september 2014