Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 10-21 Aarhus 1900 søsætter OL-projekt
Aarhus 1900 søsætter OL-projekt
21. oktober 2014 · Jeppe Weinreich
Vestdanmarks stærkeste atletikklub satser på at få fem udøvere med til OL i 2016. De fem kandidater er netop gået sammen i et nyt team-projekt for at optimere kampen for at nå til Rio.
To af dem var allerede med i London 2012, mens tre andre lige mangler det sidste for at kunne komme med til OL. Alle fem satser stærkt på at være med i Rio om to år, og for at det skal lykkes, har deres klub Aarhus 1900 netop skabt en fælles ramme om dem kaldet ”Team OL – Aarhus 1900 AM”.
Fra OL i London 2012, hvor dansk atletik stillede med seks atleter.
”Tanken er, at når vi nu har fem oplagte og synlige OL-kandidater til 2016, så handler det om at prøve at optimere alt det vi kan. I forhold til den enkelte og i forhold til gruppen som en helhed. Det er en ny tanke, at vi forsøger at hjælpe den enkelte ved at skabe en gruppe, hvor de lærer fra hinanden,« siger Lars Nielsen, cheftræner i Aarhus 1900 AM og DAF EliteKraftcenter Vest, til Aarhus Stiftstidende – læs hele artiklen HER.
Aarhus 1900 var første gang repræsenteret ved OL i 1988 og har siden været med hver gang – i alt med ni forskellige atleter, hvoraf Joachim B. Olsens bronze (senere vekslet til sølv grundet dopingsag) i 2004 og stangspringer Marie Baggers 8. plads i 2000 tæller som de største præstationer.
Team OL – Aarhus 1900 AM
Sara Slott Petersen – 400 meter hæk
Jess Draskau-Petersson – marathon
Andreas Bueno – 1500 meter
Andreas Martinsen – 110 meter hæk
Janick Klausen - højdespring