Loading...

Nyheder 2014

CC1: Juniorpigerne stjal billedet

26. oktober 2014 · Jeppe Weinreich

En talentfuld gruppe af juniorer dominerede kvindernes løb ved 1. runde af Cross Challenge i Strib, hvor engelske Tom Wade også dukkede op og vandt herrernes dyst.

På forhånd var der forventninger til de talentfulde kvindelige juniorer, da 1. runde af Cross Challenge 2014-15 blev skudt af sted lørdag i Strib. Da de kun skulle tre gange gennem den stærkt smattede rute på 1,5 km – mod fem for seniorernes vedkommende – lå det i luften, at de ville kunne følge med de seneste tre års samlede vinder, Simone Glad (Odense Atletik). Det blev dog hurtigt klart, at de to klasser løb hvert deres løb. Juniorgruppen på en fem-seks løbere dannede nemlig hurtigt fortrop, mens Simone Glad (Odense Atletik) lå overraskende langt efter dem.

Maria Larsen (KIF) førte an i front, men havde hele tiden det nye stortalent Anna Emilie Møller (Blovstrød) hængende lige efter sig – plus tre-fire andre talenter, som dog på den sidste omgang måtte slippe kontakten med de to førende. I spurten gik Anna Emilie Møller på overbevisende vis forbi Maria Larsen og kunne vinde med otte sekunder i det, der var hendes cross-debut. Triatleten Alberte Kjær Pedersen (Fredericia Tri) tog i tæt kamp med Josephine Thestrup (Sparta) tredjepladsen, mens Louise Rode (Blovstrød) med sin femteplads understregede, at dansk atletik vil have et slagkraftigt juniorhold ved NM Cross om to uger. På en 6. plads imponerede ligeledes Anastacia Damm (Kolding KFUM), der som årgang 2001 ikke engang er at finde i 14-15 års klassen!

Veteranen Mette Møhncke (Bagsværd AC) lå undervejs højst overraskende forrest i seniorkonkurrencen, men på de sidste to omgange gik først Simone Glad og siden Louise Langelund Batting (1900) sikkert forbi. Glad vandt med 17 sekunder ned til 1900-løberen, mens Møhncke blev en flot nr. 3 og selvsagt suveræn vinder af veteranklassen. Holdmæssigt fortsatte sidste års samlede vinder, Aarhus 1900, hvor de slap med en suveræn 1. plads. Hos de førnævnte juniorer var holddysten særdeles tæt med Sparta-sejr bare 13 sekunder foran Blovstrød.

Engelske Wade vender stærkt tilbage

Hos herrerne skulle seniorerne ud på seks omgange, men selvom juniordrengene - som hos pigerne - kunne nøjes med to omgange mindre, var der niveauforskel mellem de to klasser. Kun junioren Emil Holm (Sparta) turde gå med i det høje starttempo, men han lod sig snart falde tilbage til sine jævnaldrende konkurrenter. Helt fremme løb Henrik Them (Sparta) frisk fra start med klubkammerat Michael Nielsen, Jesper Faurschou (Herning LK) samt engelske Tom Wade (1900) hængende på. 

Godt halvvejs stod det klart, at det ville blive en kamp mellem Them og Wade (foto th). Rigtig spændende blev det dog aldrig, da Wade på den sidste omgang viste, at han havde tingene under kontrol. I sidste ende vandt han med 21 sekunder ned til Henrik Them. 

Engelske Tom Wade dukkede op som et helt ukendt navn ved 1. runde for to år siden i Korsør. Dengang blev han blev knebent besejret af Abdi Hakin Ulad (Korsør AM), men forsvandt så igen. Nu er han tilbage i Danmark – angiveligt på permanent basis – og kan blive et stærkt aktiv for Aarhus 1900, selvom han først efter nytår kan tælle med på holdet. Uden ham fik 1900 dog hevet en 2 plads hjem – 7½ minut efter Sparta, der altså fulgte fint op på sidste års samlede holdsejr.

Tæt kamp hos juniorerne
I juniorernes konkurrence lignede det før sidste omgang en sikker sejr til Jacob Simonsen (AGF), men Joachim W. Rosbo (Bagsværd AC) kom ganske stærkt på de sidste 100 meter og var tæt på at overrumple Simonsen, som dog løb med sejren bare ét sekund foran sin to år yngre konkurrent. Også her blev det til holdsejr for Sparta, der dermed tog tre ud fire holdsejre.

Om fire uger (22/11) kommer Cross Challenge til Aarhus, hvor der igen står cross på programmet, denne gang dog som holdstafet på 18x1 km. Men inden da er der som sagt NM Cross i Finland. Det danske hold bliver offentliggjort her på siden mandag formiddag. 

Cross Challenge 1. runde - Strib d. 25. oktober 2014
Mænd 9 km
1.Tom Wade, Aarhus 1900 30:44 min.
2. Henrik Them, Sparta 31:05 min.
3. Michael Nielsen, Sparta 31:32 min.
Hold
1. Sparta 2:43,18 timer
2. Aarhus 1900 2:50,48 timer
3. Herning LK 2:52,28 timer

Kvinder 7,5 km
1. Simone Glad, OA/OGF 29:38 min.
2. Louise L. Batting, Aarhus 1900 29:55 min.
3. Mette Møhncke, Bagsværd AC 30:09 min.
Hold
1. Aarhus 1900 1:33,09 time
2. Sparta 1:36,58 time
3. Blovstrød 1:38,52 time

 
Emil Holm (th) fører juniorfeltet an. I midten næsten skjult den senere vinder Jacob Simonsen.

Junior M 6,0 km
1. Jacob Simonsen, AGF 21:09 min
2. Joachim W. Rosbo, Bagsværd AC 21:10 min.
3. Emil Holm, Sparta 21:22 min.
Hold
1. Sparta 1:06,20 time
2. Aarhus 1900 1:07,42 time
3. Korsør AM 1:08,17 time

Junior K 4,5 km
1. Anna Emilie Møller, Blovstrød 16:55 min.
2. Maria Larsen, KIF  17:03 min.
3. Alberte Kjær Pedersen, Fredericia Tri 17:12 min.
Hold
1. Sparta 54:25 min.
2. Blovstrød 54,38 min.
3. Kolding KFUM 57:06 min.

Alle resultater

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund