Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 10-26 Drømmedebut af Baumeister
Drømmedebut af Baumeister
26. oktober 2014 · Jeppe Weinreich
Med sluttiden 2:39,13 timer og en 11. plads fik Anna Holm Baumeister søndag i Frankfurt en fornem maratondebut.
Målet var på forhånd en debuttid under de 2:40 timer – og den ambition blev indfriet på fineste vis. Anna Holm Baumeister krydsede nemlig målstregen i søndagens Frankfurt Marathon i 2:39,13 timer efter et fint disponeret løb.
”Det var en fantastisk oplevelse. Jeg er virkelig glad, selvom jeg aldrig har haft så ømme ben som lige nu,” fortæller den 26-årige løber fra Viking Atletik, der ikke så de første to km-skilte og derfor kom til at løbe de første 3 km lidt hurtigere end planlagt. Med en mellemtid halvvejs på 1:18,43 timer lå hun til at løbe klart under de 2:40 timer.
”Fra 21 til 25 km bremser jeg en smule op, da jeg er bange for at møde muren efter de 30 km. Men det føltes rigtig godt hele vejen. Først med 5 km tilbage begynder det at gøre ondt, og de sidste to km var ren overlevelse,” lyder det fra Anna, der på den sidste halvdel af løbet avancerede fra en 18. til en 11. plads.
Med dagens præstation er lysten til at forsøge sig på maraton bestemt ikke blevet mindre. Det næste løb er allerede i tankerne.
”Nu skal jeg lige slappe af et stykke tid, og så handler det bare om at få trænet rigtig godt frem mod mit næste maraton, som efter planen bliver til foråret. Det kunne meget vel blive i Hamborg, men det ligger ikke helt fast.”
Om to uger er der NM Cross, og selvom hun er forhåndsudtaget, betegner hun det som "lidt urealistisk", om hun er med dér. Til gengæld satser hun fremdeles på at være med ved EM Cross i december i Bulgarien.
Den flotte tid bringer Anna ind som nr. 9 gennem tiderne – et par pladser højere end sin mor, Mette Holm, hvis personlige rekord, hun slog med et par minutter.
”Ja, så det er hende, der skal give middagen i aften,” fortæller Anna, der også havde far Henrik med i Frankfurt.
Ny PR til Guldbamsen
Længere nede i feltet på en fin 20. plads kunne Susanne Svendsen (AGF) ligeledes notere sig for en ny PR med tiden 2:49,32. Det samme var tilfældet hos herrerne, hvor Sparta-løberen Michael Jeppesen – med kælenavnet ”Guldbamsen” – blev bedst placerede dansker med 2:23,35 timer. Det er en forbedring på 19 sekunder af debuttiden fra Hamborg i maj måned. Halvvejs lå den 26-årige løber dog til en tid tæt på de 2:20 timer, men en krise mellem 30 og 35 km kostede et par minutter.
BMW Frankfurt Marathon - 26. oktober 2014
Mænd
1. Mark Kosgei Kiptoo, Kenya 2:06,49 timer
2. Mike Kipruto Kigen, Kenya 2:06,59
3. Gilbert Kollum Yegon, Kenya 2:07,08
22. Michael "Guldbamsen" Jeppesen, DK-Sparta 2:23,35 PR
41. Finn Kaczmarek, Odense Tri 2:30,02 PR
Kvinder
1. Aberu Kebede, Etiopien 2:22,21 timer
2. Sharon Jemutai Cherop, Kenya 2:23,44
3. Ashete Bekere, Etiopien 2:24,59
11. Anna Holm Baumeister, DK-Viking 2:39,13 PR
20. Susanne Svendsen, DK-AGF 2:49,32 PR
Alle resultater
Alle tiders top-10
2:29,34 Dorthe Rasmussen (Glostrup IC) – London 1989
2:30,07 Annemette Jensen (Sparta) – Zürich 2004
2:30,53 Jess Draskau-Petersson (Aarhus 1900) – EM Zürich 2014
2:31,31 Gitte Karlshøj (Aarhus 1900) – Chicago 1997
2:32,53 Kersti Jacobsen (AK73) – London 1986
2:34,44 Dorte Vibjerg (Sparta) – Frankfurt 2011
2:35,00 Anne-Mette Aagaard (Sparta) - Hamborg 2007
2:35,52 Tove S. Lorentzen (Sparta) - London 1988
2:39,13 Anna Holm Baumeister (Viking) - Frankfurt 2014
2:39,39 Lone Dybdal (Aarhus 1900) – London 1984