Loading...

Nyheder 2014

Fuld opbakning bag forbundets fortsatte kurs

27. oktober 2014 · Jeppe Weinreich

Årsmøde 2014. DAFs bestyrelse kan gå mod de kommende års store udfordringer med samme besætning – og med Karsten Munkvad på formandsposten i to år til. Samtidig blev det første skridt taget i retning af en helt ny struktur i DAFs organisation.

Dsc01789ashx”Jeg bliver helt forpustet af den udvikling, vi befinder os i. Drømmer man eller er man vågen? Det er svært ikke at være stolt af dette.”


Sådan lød det i formand Karsten Munkvads beretning ved DAFs årsmøde, som for andet år i træk fandt sted på Brogaarden i Strib. Med udsagnet sigtede han ikke kun til det skelsættende VM Halvmaraton, som for bare syv måneder siden eksponerede Dansk Atletik Forbund på hidtil uset vis. Hør uddrag af Karsten Munkvads beretning her.


Dsc01769ashx”VM var en løftestang for os. Nu kommer folk hen til os - og ikke omvendt,” slog Munkvad fast. En konstatering, som allerede ved Årsfesten dagen før var blevet bekræftet af gæstetaler Niels Nygaard, tidligere formand i DAF, nu formand i Danmarks Idræts-Forbund.


Men ligesom at det overståede VM bliver fulgt op af et årligt tilbagevendende halvmaraton af internationalt format, så er der fuld gang i en masse andre projekter: Det kommende samarbejde med DGI, Skole-OL samt Fastholdelsesprojektet – for blot at nævne nogle stykker.

Formanden lagde vægt på det positive i, at det fortsatte arbejde i forbundet kommer til at ske med den samme bestyrelse. Og at dømme efter stemningen på årsmødet kunne dette ske med fuld opbakning. Af de 74 tilstedeværende var de 52 stemmeberettigede, og dirigent Willy Rasmussen havde én af de lettere opgaver; ingen stemte således imod noget fremsat forslag.  

Dsc01779ashxNy struktur- og handlingsplan
Ét af de vigtige punkter var planen om at ændre strukturen i DAFs organisation. Bestyrelsesmedlem Søren Munch forelagde handlingsplanen, der sigtede mod at have et forbund, hvor der var en rød tråd mellem strategiplan, bestyrelsen og det daglige praktiske arbejde i udvalg og administration. Kort sagt handler det om, at arbejdsgrupper skal afløse de nuværende udvalg. Søren Munch understregede, at der lige nu blot var tale om en hensigtserklæring. I juli 2015 vil der så foreligge et udkast til et lovforslag, mens det endelige skal være færdigt i september, inden det efterfølgende forventes vedtaget ved det næste årsmøde.

Det er en stor og vigtig ændring, som der her er lagt op til, og enkelte deltagere udtrykte da også i deres indlæg bekymring for, om det kunne udfordre den demokratiske beslutningsproces. I sidste ende var der dog en god respons, og ingen indvendinger imod, at bestyrelsen kunne gå videre med arbejdet.

Dsc01765ashxOverskud for andet år i træk
Efter røde tal på bundlinjen i 2011 kunne direktør Jakob Larsen for andet år i træk fremlægge sorte tal i regnskabet for 2013. 369.000 kr. endte overskuddet på – mod de budgetterede 97.000 kr. Et overskud, som forventes at blive større i 2014.

Som nævnt var der genvalg til hele bestyrelsen. Knud Høyer blev valgt som ny formand for veteranudvalget, hvor Carl Friedrichsen af helbredsmæssige grunde har trukket sig. Charlotte Beiter Bomme stopper som formand i B&U Udvalget. På den vakante plads træder Tom Jensen fra Hvidovre AM i stedet ind.

Se videoerne fra årsmødet hvor nogle af bestyrelsesmedlemmerne fortæller om tre af de aktuelt helt store fokusområder:

Kommunikation ved næstformand Torben Dan Pedersen

Frivillighedsstrategi ved bestyrelsesmedlem Annette Nørgård Jensen

Facilitetsstrategi ved bestyrelsesmedlem Søren Munch. 

Læs det officielle referat af Årsmødet her

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund