Loading...

Nyheder 2014

NM Cross: Dansk trup på 23 udtaget

27. oktober 2014 · Jeppe Weinreich

Hele syv juniorpiger er med på det danske hold, der deltager ved NM Cross om små to uger i Finland.

På baggrund af 1. runde af Cross Challenge i Strib er det danske hold til NM Cross mandag blevet udtaget. 23 navne figurerer på listen – heraf hele syv hos de kvindelige juniorer. Med i truppen er også Abdi Hakin Ulad (Korsør AM), der vandt guld ved de to seneste mesterskaber i hhv. Tårnby (2012) og Reykjavik (2013). Stærkeste danske kort hos kvinderne er Simone Glad, der ligeledes kan opvise en flot statistik med guld i 2012 og bronze i 2013.

Der er flere debutanter med på holdet. Det gælder bl.a. de to 16-årige løbere, Dorthea Jørgensen (Kolding KFUM) samt bornholmeren Sebastian Bærnthsen (Hvidovre AM). 13-årige Anastacia Damm (Kolding KFUM), som imponerede med en 6. plads i Strib, er i henhold til reglerne for ung til at stille op og må således vente endnu to år for at kunne være med - akkurat som det var tilfældet med hendes klubkollega Dorthea Jørgensen, som ligeledes var i top-6 i 2011 og 2012. 

Efter debuten ved NM Cross i Tårnby 2012 er veteranen Mette Møhncke (Bagsværd AC) igen at finde i en landsholdstrup. Et landshold, som må se bort fra Louise Langelund Batting (1900), der grundet arbejde er forhindret i at stille op. Også Anna Holm Baumeister (Viking) har som ventet takket nej, da hun har brug for pause efter det flotte maratonløb i Frankfurt.

Den danske trup til NM Cross, som afvikles i Vanntaa (FIN) lørdag d. 8. november:
 
Kvinder
Simone Glad (Odense Atletik)
Mette Møhncke (Bagsværd AC)
Maja Alm (AGF)
Caroline Tauson (Sparta)

Herrer 
Thijs Nijhuis (Viborg AM)
Abdi Hakin Ulad (Korsør AM)
Henrik Them (Sparta)
Michael Nielsen (Sparta)
Jesper Faurschou (Herning LK)
Andreas Lommer (Odense Atletik)

Junior piger 
Anna Emilie Møller (Blovstrød)
Maria Larsen (KIF)
Alberte Kjær Pedersen (Fredericia Tri)
Josephine Thestrup (Sparta)
Louise Rode (Blovstrød)
Dorthea Jørgensen (Kolding KFUM)
Line K. Schulz (Aalborg AM)

Junior Drenge
Jacob Simonsen (AGF)
Joachim W. Rosbo (Bagsværd AC)
Emil Holm (Sparta)
Bo Sander Tønnesen (Aarhus 1900)
Kristian Holm Jensen (Esbjerg AM)
Sebastian Bærnthsen (Hvidovre AM)

© Copyright Dansk Atletik Forbund