Loading...

Nyheder 2014

NM Cross: Juniorpigerne løber med guldet

08. november 2014 · Jeppe Weinreich

For første gang nogensinde kunne de danske juniorpiger vinde holdguldet ved NM Cross, hvor Maria Larsen og Anna Emilie Møller i et tæt opgør kom ind som nr. 2 og 3. Hos de kvindelige seniorer havnede Simone Glad for tredje år i træk på skamlen med en flot sølvmedalje.

For fjerde år i træk kunne dansk atletik snuppe en titel ved NM Cross. Det skete lørdag i finske Vantaan, hvor det ikke helt uventet var i kvindernes juniorklasse, at de danske løbere endte øverst på skamlen. I et tæt spurtopgør på de sidste 300 meter inde på stadion vandt Maria Larsen sølv bare ét sekund efter finske Matintalo, mens Anna Emilie Møller – bare tre sekunder efter Larsen - på ny imponerede ved at tage bronze i sin første internationale start nogensinde. Med triatleten Alberte Kjær på en lige så flot 6. plads var der ingen tvivl om holdsejren. Anna Holm Jørgensen vandt guld i klassen tilbage i 2003, men holdsejren er den første af sin art i mesterskabet, der har været afholdt hvert år siden 1997.


”Det var bare en fantastisk flot præstation af pigerne. Ruten var tung og smattet, knap så meget som i Strib, men stadig en svær rute,” lyder det fra holdleder Niels Kim Hjorth.

At hele fem danske juniorpiger formåede at klemme sig ind i top-10, vidner samtidig om stor bredde, og da samtlige syv danske deltagere forbliver i juniorklassen til næste år, har de hermed skabt visse forventninger til NM i 2015. Et mesterskab, som Göteborg er vært for.

Bronze til Simonsen
Også hos juniordrengene blev det til dansk metal i den individuelle konkurrence. Det var ikke uventet Jacob Simonsen, der her var bedste dansker med en bronze. AGF-løberen lå til sølv, men på de sidste meter blev han overhalet af en svensker, som kom bagfra med en meget stærk finish. Også Esbjerg-løberen Kristian Holm Jensen afsluttede stærkt på den sidste kilometer, hvor han avancerede adskillige pladser og sluttede som en flot nr. 6, hvilket var stærkt medvirkende til holdets bronzemedalje, som blev fuldendt med Emil Holms 11. plads - bare ét sekund foran Joachim W. Rosbo.

Tre på stribe for Simone
Guld i 2012, bronze i ’13 – og nu sølv. Simone Glad fik gjort sin medaljesamling komplet, da hun hos de kvindelige seniorer kom ind som nummer to efter den suveræne Veronika Blom fra Norge. Det var langt bedre end forventet. Faktisk havde den danske trup afskrevet hende, idet hun under morgenmaden var gået tilbage til sit hotelværelse med et anfald af migræne. Fynboen dukkede dog op på startstedet med den sidste bus, stærkt opsat på at vinde medalje. Og det gjorde hun så. Med afbud fra Maja Alm kunne holdet som ventet ikke gøre sig gældende.

Mændenes seniorklasse har traditionelt været den mest udbytterige set med danske øjne. Med Abdi Hakin Ulads afbud var holdet svækket, og da ingen af de danske løbere rigtig ”ramte dagen”, måtte de i den hårde dyst bytte sidste års sølv ud med bronze. Bedst gjorde Michael Nielsen det med en 9. plads. Efter fire titler på stribe måtte de norske herrer denne gang se svenskerne løbe med holdguldet.

NM Cross – Vantaan (FIN) d. 8. november 2014 
Mænd 9,0 km
1. Hans Kristian Fløystad, Norge 25:53 min.
2. Alexander Palm, Sverige 25:57
3. Mikael Ekvall, Sverige 25:58
9. Michael Nielsen, Danmark 26:21
11. Thijs Nijhuis, Danmark 26:25
15. Jesper Faurschou, Danmark 26:32
18. Henrik Them, Danmark 27:05
21. Andreas Lommer, Danmark 27:37
Hold
1. Sverige 10 point
2. Norge 12
3. Danmark 35 
4. Finland 43

Kvinder 7,5 km
1. Veronika Blom, Norge 24:58 min.
2. Simone Glad, Danmark 25:19
3. Janica Mäkela, Finland 25:26
12. Mette Møhncke, Danmark 26:15
17. Caroline Tauson, Danmark 27:32
Hold
1. Finland 14 point
2. Norge 19
3. Sverige 23
4. Danmark 41

Junior M 6,0 km
1. Kristian Tjørnholm, Norge 17.31 min.
2. Vidar Johansson, Sverige 17:50
3. Jacob Simonsen, Danmark 17.52
6. Kristian Holm Jensen, Danmark 17:55
11. Emil Holm, Danmark 18:01
12. Joachim W. Rosbo, Danmark 18:02
16. Bo Sander Tønnesen, Danmark 18:47
18. Sebastian Bæhrntsen, Danmark 18:56
Hold
1. Norge 10 point
2. Danmark 20 
3. Sverige 26

Junior K 4,5 km 
1. Johanna Matintalo, Finland 15:00 min.
2. Maria Larsen, Danmark 15:01
3. Anna Emilie Møller, Danmark 15:04
6. Alberte Kjær Pedersen, Danmark 15:17 
9. Louise Rode, Danmark 15:37
10. Josephine Thestrup, Danmark 15:37
19. Line K. Schulz, Danmark 16:24
20. Dorthe Jørgensen, Danmark 16:33
Hold
1. Danmark 11 point
2. Norge 16
3. Finland 26

Alle resultater

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund