Ny motionsløberrapport fra DAF: Løberne foretrækker 10 km og halvmaraton
13. november 2014 · Henriette Leth Nielsen
De løber fordi det er sundt og fleksibelt i en travl hverdag, og deres favoritdistancer på motionsløb er 10 km eller halvmaraton. Det drejer sig om de typiske løbere til motionsløb ifølge helt ny rapport, som Dansk Atletik Forbund netop har udgivet om løbere og løbsmarkedet i Danmark. Rapporten viser også, at events genererer træning, siger Atletikforbundets direktør Jakob Larsen.
Den gennemsnitlige motionsløber træner 2 til 3 dage om ugen og løber 11 til 20 km om ugen. Han har en mellemlang eller lang videregående uddannelse, er 45-64 år, deltager i motionsløb for at udfordre sig selv og for at have et mål med sin træning. Han løber, fordi det er sundt og fleksibelt, deltager i 2 til 3 motionsløb om året, og favoritdistancerne er 10 km og halvmaraton (se figur 29).
”I USA ligger halvmaraton allerede nr. 1 – og vi følger ofte de amerikanske tendenser inden for løb”, siger direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen, og fortsætter ”så vi forventer en stor vækst på halvmaraton. At de danske løbere er klar, viste VM Halvmaraton med al tydelighed.”
Events genererer mere træning
Jakob Larsen pointerer dog samtidig, at der er væsensforskelle på USA og Danmark.
”USA har ikke samme foreningskultur, som vi har, og som er en stor styrke i dansk løb. Vores foreningskultur indebærer nemlig, at vi i Danmark har træningstilbud, som er drevet af løbere og lavet til løbere. Foreningerne herhjemme er ikke sat i verden for at tjene penge. De tilbyder træning, fordi de synes om det”, fortæller Jakob Larsen, der glæder sig til de mange fortræningsforløb, Copenhagen Half Marathonvil generere rundt i landet.
Plads til mange flere i motionsløbene
Motionsløb er en enorm aktivitet i Danmark i dag, men tallene viser, at det kan blive til meget mere. 31% af alle voksne danskere på 16 år og derover løber. Det svarer til cirka 1,3 millioner mennesker. Og da der dels er cirka 640.000 gennemførende deltagere om året i motionsløb i Danmark, dels er mange gengangere blandt de gennemførende deltagere (se figur 28), er der stadig plads til mange flere.
"Det er et uudnyttet potentiale og synd, at så mange ikke tager del i den fest, som motionsløb er", fortæller Jakob Larsen.
De populære løb er dem med en god historie
Ifølge rapporten hører løberne i høj grad om de arrangerede løb fra andre via især de sociale medier. De populære løb er netop de løb eller events, derhar et særligt element, der giver deltagerne lyst til at fortælle andre omløbet. Udover at disse løb har en god historie, som løberne kan fortælle andre om, skyldes populariteten dog også, at selve det unikke og særlige ved pågældende løb er attraktivt.
Et af VM Halvmaratons særpræg var, at motionsløberne for første gang nogensinde kunne løbe sammen med verdenseliten på en afspærret rute gennem København. Og denne mulighed gentages med Københavns nye, tilbagevendende verdensklasseløb Copenhagen Half Marathon, der afvikles for første gang søndag 20. september 2015. Følg med på facebook.com/cphhalf.
Rapportens analyser bygger på datamateriale fra Dansk Atletik Forbunds ’Kilometertæller’ og fra spørgeskemaundersøgelser, som er lavet blandt deltagerne til motionsløb i Dannmark i perioden 2012-2014. Svarprocenten er i cirka 30 %, og i alt har vi 13.904 besvarelser.
Se hele rapporten ’Løb i Danmark’ her .