Loading...

Nyheder 2014

Fitness og sundhed skal få de unge til at blive ved atletikken

18. november 2014 · Henriette Leth Nielsen

For at undgå et stigende frafald af unge, der dropper ud af de klassiske atletikdiscipliner, skal der tænkes i nye, tidssvarende baner, ifølge helt ny rapport fra Idrættens Analyseinstitut. Meget lærerig og brugbar undersøgelse, lyder det fra Dansk Atletik Forbund.

Mens atletikklubberne har fat i en lille, men stabil del af de danske børn, forsvinder de igen i stor stil, når de bliver lidt ældre. Frafaldet sker endda så hurtigt, at antallet af udøvere halveres i 15-17 års-alderen.

For at afdække årsagerne til det store frafald og til, hvordan de unge får lyst til at blive ved med at dyrke højdespring, spydkast, sprint og andre af de klassiske atletikdiscipliner, har Idrættens Analyseinstitut (Idan) i samarbejde med Dansk Atletik Forbund (DAF) lavet en større undersøgelse af atletikmiljøet. Rapporten ’Fremtidens Atletikmiljøer’, der er resultatet af undersøgelsen, er netop udkommet med anbefalinger fra Idan til, hvordan DAF og atletikklubberne kan sikre, at færre børn og unge dropper atletikken.

”Atletikklubbernes traditionelle elitefokus sorterer mange børn og unge fra, som ellers gerne ville fortsætte som atletikudøvere. I den nye Idan-rapport efterlyses nytænkning af holdtilbud og trænerroller. Det handler dog ikke kun om at have det sjovt. Mange unge vil gerne have noget ud af deres idræt. Men hvis medaljer og rekorder er det primære mål, er det kun interessant for et talentfuldt mindretal eller op til en alder, hvor forbedringerne ikke længere kommer så let. Derfor er en anden af rapportens anbefalinger at inddrage fitness- og styrketræning samt et særligt fokus på motion og sundhed på atletikhold. Det kan enten være på særlige hold eller som supplerende elementer i den traditionelle atletiktræning. Ideen er at sælge atletik som den effektive muskel- og motionstræning, idrætten også kan være”, anbefaler Trygve Laub Asserhøj, analytiker fra Idrættens Analyseinstitut.


”Rapporten giver både grund til glæde og til eftertanke”, siger direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen. ”På den ene side er vi yderst tilfredse med, at rapporten tegner et billede af en sport, som rent faktisk værdsættes af såvel blivende som tidligere udøvere. Og samtidig anviser rapporten mulige veje for, hvordan en af verdens ældste sportsgrene, atletikken, kan supplere sig med mere nutidige aspekter af vores sport – og som med moderne midler taler til et bredere udsnit af den unge del af befolkningen. Udgangspunktet er jo fornemt; vi har rent faktisk en mulighed for at øge vores relevans for danske unge. Mere kan man dårligt bede om”.

”Størstedelen af de unge medlemmer forsvinder ikke, fordi de ikke vil atletikken, men fordi atletikken ikke er indrettet til deres hverdag som teenagere og unge voksne. Hvis atletikklubberne kan og vil udvikle nye trænerkompetencer og holdtilbud, har dansk atletik gode forudsætninger for at forbedre fastholdelsen af børn og unge”, fortsætter Trygve Laub Asserhøj.

Rapporten ’Fremtiden Atletikmiljøer’ kan downloades gratis i Idans vidensbank.

© Copyright Dansk Atletik Forbund