Loading...

Nyheder 2014

EM Cross: Søndag går det løs

11. december 2014 · Jeppe Weinreich

I morgen fredag drager den store danske trup til EM Cross i Bulgarien. En god blanding af debutanter og rutinerede kræfter udgør det 18 mand store hold.

2014 løber snart ud, men inden vi når så langt, resterer der et sidste mesterskab. Det er naturligvis EM Cross, der i år er henlagt til højderne i Bulgarien. Med en stor dansk trup på 18 deltagere (heraf seks debutanter) knytter der sig en ekstra interesse om årets løb, der vil kunne følges live på European Athletics fra det første startskud søndag kl. 9.30 (dansk tid).

Juniorpigerne lægger ud, og ikke mindst her er der særligt dansk fokus, idet det er første gang, at vi stiller med hold. Danmark er eneste nordiske hold og kommer op mod 10 andre, der for en stor dels vedkommende kan betegnes som ”store nationer”.

Dansk atletik stiller hold i alle klasser, hvilket vil sige mindst fire løbere – med undtagelse af U23, hvor Thijs Nijhuis er ene om at forsvare de danske farver i det, der bliver hans sidste start, inden han næste år rykker op i seniorklassen. 

Strålende solskin 
For to år siden i Budapest var det særdeles koldt og vinterligt, og med Samokovs høje beliggenhed var noget lignende frygtet i år. De seneste vejrmeldinger lyder imidlertid på høj sol og temperaturer på 6-7 grader, hvilket meget vel kan gøre ruten ganske smattet og udfordrende.

Holdledere på turen er Niels Kim Hjorth, Kersti Jakobsen og Per le Fevre. Sidstnævnte har på sin blog skrevet udførligt om den danske EM-historik m.m. – læs optakten her.

EM Cross – Samokov (BUL) d. 14. december 2014

Kl. 10.30 Junior K – 4,15 km
Maria Larsen (KIF)
Josephine Thestrup (Sparta)
Anna Emilie Møller (Blovstrød)
Alberte Kjær Pedersen (Fredericia Tri)
Louise Rode (Blovstrød)

Kl. 10.48 Junior M – 6,22 km
Jacob Simonsen (AGF)
Joachim W. Rosbo (Bagsværd AC)
Kristian Holm Jensen (Esbjerg AM)
Emil Holm (Sparta)

Kl. 12.16 U23 M – 7,91 km
Thijs  Nijhuis (Viborg AM)

Kl. 13.06 Senior K – 7,91 km
Simone Glad (OA/OGF)
Sara Sig Møller (Sparta)
Louise Langelund Batting (Aarhus 1900) 
Anna Holm Baumeister (Viking)

Kl. 13.58 Senior M – 9,99 km
Jesper Faurschou (Herning LK)
Henrik Them (Sparta)
Michael Nielsen (Sparta)
Abdi Hakin Ulad (Korsør AM)

(starttidspunkter er lokaltid – én time skal trækkes fra)

© Copyright Dansk Atletik Forbund