Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 12-21 Uventet julegave til Simone Glad
Uventet julegave til Simone Glad
21. december 2014 · Jeppe Weinreich
Den fynske løber fik fredag besked om, at hun er kommet med til Great Edinburgh Cross d. 10. januar.
Med en 22. plads ved EM Cross for nylig leverede Simone Glad den næstbedste danske placering hos kvinderne nogensinde. Nu er den flotte præstation med lidt forsinkelse blevet belønnet. Den 24-årige Odense-løber er efter et afbud nemlig kommet med på Europas hold til Great Edinburgh XCountry den 10. januar.
”Jeg glæder mig helt vildt,” lyder det fra Simone, der ikke skulle bruge nogen betænkningstid, da hun fik den glædelige besked.
Det europæiske hold kommer i Skotland op imod et meget stærkt britisk hold anført af Gemma Steel og Kate Avery, der ved EM kom i mål som nr. 1 og 2 i samme tid. Med Mo Farah med hos mændene må holdet betegnes som favoritter til at forsvare sidste års samlede sejr.
Simone Glad ved EM Cross i Samokov. (DECA Text&Bild)
Afbud fra Alberte
Hos de kvindelige juniorer blev Anna Emilie Møller (Blovstrød) og Alberte Kjær Pedersen (Fredericia Tri) udtaget umiddelbart efter EM. Sidstnævnte, der med sine 16 år er den yngste på Europas hold, kommer dog ikke med til Edinburgh, da man fra træner og families side har bedømt, at hun endnu er for ung.
Løbet bliver sendt direkte på BBC One fra 13:00-14:35 britisk tid.