Loading...

Nyheder 2014

Danske mestre sæsondebuterer ved Sidste Chance

28. december 2014 · Jeppe Weinreich

Et flot startfelt er på plads ved mandagens stævne i Aarhus. Senest er Sara Slott Petersen kommet til på 60 meteren.

De seneste syv sæsoner er det kun blevet til én enkelt start på 60 meter for Sara Slott Petersen – i Birmingham 2011. I morgen (29/12) gør den danske OL-semifinalist så endnu en start på distancen (foruden en på 50 meter), denne gang på hjemmebanen i Marselisborghallen.  1900-løberen er blot et af flere gode navne, som figurer på startlisten til Sidste Chance, der stille og roligt har vokset sig til at være en fast stævnetradition.

Trine Mulberg flyttede i år fra Aarhus til København og skiftede til Sparta. Men når den danske rekordholder i kuglestød (inde) trækker i Sparta-trøjen for første gang, bliver det på den gamle hjemmebane i Aarhus. 

Andreas Martinsen (1900) løber både 50 og 60 meter hæk foruden den ”flade” 60 meter. På førstnævnte distance har han siden februar 2012 siddet på den danske rekord, som lyder på 6,80 sek. På den ”rigtige” distance satte han i februar i år PR med 7,89 sek. – dagen før at den dengang helt ukendte Shujaa Benson i USA satte den gældende danske rekord med 7,80 sek.

Også højdespringer Jonas Kløjgård (1900) åbner sin sæson i morgen. Den regerende danske mester indendørs har trænet godt denne vinter og ser nu frem til at tyvstarte på 2015, hvor den ambitiøse drøm hedder en finaleplads ved juli måneds Junior-EM i Eskilstuna. Klubkammeraten Janick Klausen tager først på træningslejr på Lanzarote i januar, inden han åbner sin sæson - det sker formentlig ved Göteborg Inomhus d. 1. februar.

Kuglestøderne – 12 i alt – får hallen for sig selv fra kl. 15, inden det første startskud lyder kl. 16.

Sidste Chance – Aarhus d. 29. december
Startliste (+ løbende resultater)

Foto: Sara Slott Petersen - her ved DM-inde 2011 - plejer at stå på sidelinjen ved Sidste Chance, men i år bliver det i en aktiv rolle. (arkivfoto: Preben B. Søborg)

© Copyright Dansk Atletik Forbund