Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 12-29 Højt niveau ved Sidste Chance
Højt niveau ved Sidste Chance
29. december 2014 · Jeppe Weinreich
Mandagens stævne i Aarhus bød på en dansk juniorrekord ved Marie Vermund samt to personlige rekorder til Sara Slott Petersen.
Årets sidste stævne i Marselisborghallen plejer altid at være god for en rekord af en slags, og 2014-udgaven blev ingen undtagelse. Allerede i et af de første heat kom den, da 19-årige Marie Caroline Vermund (Sparta) tilbagelagde en 60 meter hæk i 8,65 sek. og dermed tangerede juniorrekorden fra 2001. Vermund var ude med en skade hele sidste vinter, og løbet var faktisk hendes første forsøg på de høje hække indendørs. Ikke siden februar 2011 (Anne Møller) er der blevet løbet hurtigere af en dansker. Vermund blev dog godt presset af Mette Graversgaard (1900), som ligeledes ramte et nærmest optimalt løb og blev belønnet med stor PR 8,77 sek.
To gange PR til Sara
Ikke lang tid efter imponerede Sara Slott Petersen (1900), da hun på 60 meter viste sig aldeles suveræn med flotte 7,62 sek. Også her skal man nogle år tilbage for at finde en hurtigere tid (Anna Olsson 7,61s i 2009). Sara kunne efterfølgende ikke undgå at sætte endnu en PR, denne gang på 50 meter med 6,75 sek. i et knap så godt løb. Hvornår hendes sæsonåbning på den primære distance 400 meter finder sted, ligger endnu ikke fast.
Frederik Peschardt 7,01 sek.
Andreas Martinsen (1900) fik ikke megen modstand på 60 meter hæk, men kunne med først 8,08 og efterfølgende 8,07 sek. alligevel åbne sæsonen en anelse bedre end i fjor, hvor det hed 8,09 og 8,11 sek. ved samme stævne. Også på 50 meter hæk var dagens tid med 6,86 sek. en anelse hurtigere end ved Sidste Chance 2013. At der dog stadig mangler lidt topspeed, sås på 60 meteren, hvor han blev klart besejret af 400 meter-løberen Frederik Peschardt (1900), som til gengæld overgik sig selv med 7,01 sek. – en PR-forbedring på hele 0,09 sek.
Jonas Kløjgård 2.11 meter
I de tekniske øvelser fik kuglestøder Trine Mulbjerg en fin debut for Sparta med noteringen 15.81 meter, mens en overbevisende springende Jonas Kløjgård (1900) lukkede stævnet på fineste vis ved at klare 2.11 meter i andet forsøg – ny inde-PR og det højeste spring af en dansker indendørs i hele 2014.
Nævnes skal også den 14-årige Johannes Glue (Randers Freja), som i trespring lagde ud med fem overtrådte spring, inden han i sidste hug landede ude på 13.27 meter (DUR14).
”Sidste Chance 2014” – Aarhus, d. 29. december
Resultatliste