Loading...

nyheder 2015

Dansk trio på plads i Edinburgh

09. januar 2015 · Jeppe Weinreich

Næsten helt uhørt er der tre danske kvinder med på Europas hold ved lørdagens Great Edinburgh XC. Senest er Sara Sig Møller blevet føjet til det danske hold.

Syv år skiller hver af de tre løbere. Sara Sig Møller (Sparta) på 31, Simone Glad (OA/OGF) på 24 og så den kun 17-årige komet Anna Emilie Møller (Blovstrød). Fælles for de tre stærke navne er, at de har opnået den fornemme ære at blive udtaget til Team Europe, som lørdag d. 10. januar dyster mod stærke landshold fra USA og Storbritannien ved det prestigefyldte Great Edinburgh Cross XC

Selvom de alle var med til EM Cross for nylig, så venter der mindst en lige så stor oplevelse, når det gør løs i Holyrood Park i morgen lørdag med direkte live-dækning på BBC One.

Revanchemulighed
Anna Emilie Møller lægger ud i juniorkvindernes løb, og med sin 6. plads fra EM er det spændende talent faktisk det på papiret stærkeste navn på Europas hold. Nu får Blovstrød-løberen så mulighed for en EM-revanche mod to briter, der med en 3. og 5. plads besejrede hende i Bulgarien. Triatleten Alberte Kjær Pedersen, der ved den lejlighed blev nr. 11, var egentlig også udtaget, men har meldt afbud.

Mens hvert hold i juniorklasserne stiller med seks løbere, så er der ni med hos seniorerne. Det har givet chancen for både Simone Glad og Sara Sig Møller, der begge er kommet med på et afbud og følgelig kan se frem til at blive matchet uhyre stærkt. Med på det britiske hold er bl.a. den nybagte europamester, Gemma Steel. 

Juniorernes distance er 4 km, mens seniorkvinderne skal løbe 6 km. For mændene drejer det sig om hhv. 6 og 8 km. 

Stjerneopbud
De største stjerner finder man dog i et invitationsløb for mænd på 4 km. Her er flere af Kenyas stjerner med, bl.a. Asbel Kiprop, forsvarende verdensmester på 1500 meter og tidligere olympisk mester. Til arrangørernes store skuffelse indløb der dog for nylig afbud fra den største stjerne af dem alle, Mo Farah, der havde ligget i sengen med feber mellem jul og nytår og derfor ikke føler sig klar til at stille op. 

Den engelske 1900-løber Tom Wade, som har været hurtigste mand ved årets første to Cross Challenge-runder, er desuden med på det britiske hold.

© Copyright Dansk Atletik Forbund