Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 01-21 DM Kort Cross: Kan Thijs forsvare sin titel?
DM Kort Cross: Kan Thijs forsvare sin titel?
21. januar 2015 · Jeppe Weinreich
I fjor bød DM Kort Cross på et par artige overraskelser. Årets mesterskab i Kalundborg på lørdag tegner særdeles interessant.
I atletiksammenhæng er Kalundborg mest kendt for at have fostret en af de største danske løbere gennem tiderne, Mogens Guldberg. Førstkommende lørdag kommer havnebyen igen i fokus, når Kalundborg IF står som vært for årets DM Cross på den korte distance. Et mesterskab, som senest var i byen den 1. maj 1966, da både den lange og korte distance blev afviklet samme dag. Her knap 50 år efter er der lagt op til flere spændende dyster uden helt klare favoritter.
Ved sidste års mesterskab i Odense vandt Thijs Nijhuis (foto) sin første senior-titel nogensinde. Med yderligere tre mesterskaber (3000m inde, 5000 meter & halvmaraton) senere på året, viste han, at sejren ikke var nogen tilfældighed. Den 22-årige Viborg-løber skal dog arbejde hårdt for at forsvare sin titel. Den jævnaldrende Mads Tærsbøl meldte sig ved Änglamark Nytårsløb nemlig stærkt tilbage efter to års pause. Han er i mellemtiden skiftet fra Korsør AM til Sparta, hvor han er kommet ind i Claus Hechmanns løbegruppe, og rygterne lyder, at Tærsbøl står overfor en stor sæson.
"Ja, rygterne er også nået til Jylland. Så jeg håber da på, at vi kan få en god dyst," siger Thijs om sin tidligere holdkammerat på Eastern Kentucky University. "Det ser meget fornuftigt ud med min form. Jeg har fået trænet kontinuerligt og godt den sidste tid, så jeg går da efter sejren."
Med i Kalundborg er ligeledes Michael Nielsen (Sparta), som Thijs spurtbesejrede ved sidste års DM. Aarhus 1900’s englænder, Tom Wade, vandt de to første runder i Cross Challenge og har nu haft dansk bopæl så lang tid, at han tæller med på Aarhus 1900's hold i turneringssammenhæng. Der bliver dog som noget nyt IKKE dystet om en holdtitel ved dette DM (junior og U23 undtaget). Den er i stedet lagt som en holdstafet (3x4 km) dagen efter DM Lang Cross d. 1. marts.
Anna Emilie Møller vs. Maria Larsen
Juniorer og seniorer løber i hvert deres heat, og det betyder, at tilskuerne ikke får set kometen Anna Emilie Møller (Blovstrød) måle sig med de bedste seniorer. Til gengæld er der her i juniorløbet lagt op til en spændende duel mod Maria Larsen (KIF). Sidstnævnte var bedst ved NM Cross, hvor det blev til sølv og bronze, men Møller vandt til gengæld deres første duel i Middelfart i november. Så stillingen er 1-1. Den forsvarende mester i juniorklassen, Alberte Kjær Pedersen (Fredericia Tri), er på træningslejr med triatlonlandsholdet og stiller derfor ikke op.
Sara Sig Møller vs. Simone Glad
Hos de kvindelige seniorer er der ligeledes lagt op til en uhyre interessant dyst mellem Simone Glad (OA/OGF) og Sara Sig Møller (Sparta). Ved Great Edinburgh XC for nylig lå Simone foran Sara i den første halvdel af løbet, men tabte i sidste ende med 17 sekunder. I fjor på hjemmebanen i Odense var hun forhåndsfavorit, men måtte efter guld de to foregående år nu overraskende nøjes med bronze. Så ingen tvivl om, at hun er opsat på at revanchere sig. Sidste års sølvvinder, Louise Langelund, er med igen for Aarhus 1900, som ligner en favorit til at løbe med endnu en holdsejr i Cross Challenge, hvis tredje runde mesterskabet samtidig udgør.
Der startes med én omgang på Munkesø Stadions cindersbaner. Derpå går turen ud til den nærliggende Ellingelund Skov, inden der igen sluttes af inde på stadion. For alle klasser er distancen 4 km.
DM Cross (kort distance) – Kalundborg d. 24. januar 2015
Startlister m.m.
De seneste seks års mestre
2014 Odense: Thijs Nijhuis (Viborg AM) / Maja Alm (AGF) (hold: Sparta / AGF)
2013 Herning: Morten Munkholm (1900) / Simone Glad (OA/OGF) (hold: 1900 / AGF)
2012 Aarhus: Jacob Hannibal (Sparta) / Simone Glad (OA/OGF) (hold: Sparta / AGF)
2011 Holbæk: Morten Munkholm (1900) / Maja Alm (AGF) (hold: 1900 / AGF)
2010 Viborg: Morten Munkholm (1900) / Aisha Rafique (AGF) (hold: Sparta / Sparta)
2009 Risskov: Morten Munkholm (1900) / Signe Søes (AGF) (hold: 1900 / AGF)
I 1950 blev den korte distance indført ved DM Cross. Til og med 1973 blev begge distancer afviklet samme dag. Fra 1974-1986 lå distancerne lørdag og søndag, så det blev muligt at stille op på begge. Fra 1987 er den korte og lange distance blevet afviklet to forskellige steder – med undtagelse af årene 2009-2013, hvor man midlertidigt vendte tilbage til et weekend-arrangement. DM Lang Cross finder sted i Bernstorffparken i Gentofte d. 28. februar.