Loading...

Nyheder 2015

Morten Dalgaard forpasser EM-kravet med to hundrededele

24. januar 2015 · Jeppe Weinreich

Med tiden 6,81 sek. på 60 meter leverede Morten D. Madsen lørdagens bedste danske resultat ved Pallas Spelen.

Hvis nogen skulle være i tvivl om, at formen er i top hos 19-årige Morten D. Madsen (Skive AM), så satte den danske mester lørdag ved Pallas Spelen den tvivl til skamme. 6,81 sek. åbnede han på i det indledende heat. En PR-forbedring på 0,05 sek., som bringer ham ind på alle tiders top-10, og som kun Martin Krabbe (6,69s) og Morten Jensen (6,80s) har gjort bedre på denne side af 2000. En EM-billet (B-krav: 6,79s) vinkede før finalen, men her kom han ikke så godt fra start og fik noteret vindertiden 6,82 sek. På andenpladsen fik Festus Asante en fornem debut for Hvidovre AM med PR 6,93 sek.

I stangspring bekræftede Mikkel M. Nielsen (Sparta) ligeledes sin gode form med 5.30 meter, mens potentielle EM-deltagere som Rasmus W. Jørgensen og Caroline Bonde Holm var et stykke fra deres bedste med hhv. 5.00 og 4.10 meter. 
I trespring åbnede Peder P. Nielsen (Sparta) sæsonen med 15.97 meter. Det var nok til sejren over de bedste svenskere, men en lille halv meter fra EM-kravet.

U18-rekord af Kirkegaard
På 400 meter satte Nicolai Hartling (Sparta) en stor inde-PR med 48,99 sek. Det samme var tilfældet med Anne Sofie Kirkegaard (Sparta), der med 55,59 sek. endda forbedrede sin egen danske U18-rekord. 

I ungdomsklasserne blev der vist stor fremgang af sprinterne. Simon Hansen (1900) imponerede i 17-års klassen med 7,05 sek., men var så uheldig at tyvstarte i60 meter-finalen. I 16- og 15-årsklassen viste Peter Andersson (Greve) og Tobias Larsen (Holte IF) ligeledes styrke med ny personlige rekorder på hhv. 7,18 og 7,27 sek.

© Copyright Dansk Atletik Forbund